Der er gang i hjulene i metalbranchen.
På landsplan er ledigheden faldet med 25 procent på et år, og der bliver så småt også skabt flere job.
Især Fyn har tørstet efter bedre tider indenfor metalarbejde, og her er ledigheden ligefrem halveret, og det stopper ikke umiddelbart:
- Det ser ud til at fortsætte. De første tre måneder i år er halvanden hundrede medlemmer bare fra Metal Odense kommet i arbejde, og til sammenligning blev der kun formidlet jobs til 350 hele sidste år, fortæller Lars Hansen, der er formand for Metal Odense.
Metal og Dansk Industri glæder sig over flere i job
For hver uge mærker Metal Odense fremgang:
- I øjeblikket kommer 10-15 personer i arbejde hver uge, så det går rigtig godt, siger Lars Hansen.
Han glæder sig også over, at branchen skaber flere job, og der i forhold til samme tidspunkt sidste år er nu omkring 200 flere i arbejde inden for metalbranchen på Fyn.
Erhvervslivet er på vej mod bedre tider
Forbundsformand for Dansk Metal, Claus Jensen, er også begejstret for, at ledigheden falder, og at især Fyn har medvind:
- På Fyn kommer vi fra en høj ledighed efter lukningen af virksomheder som Lindø og Wittenborg. Alle de dygtige håndværkere derfra er nu dem, som vi ser komme ind i andre metalvirksomheder på øen og skabe vækst.
- Jeg er sikker på, at fynsk erhvervsliv er på vej ind i en helt ny og langt bedre tilstand, end det har været i mange år.