Det er ikke altid ambulancen, når først frem ved et hjertestop. En frivillig akuthjælper kan være fremme meget hurtigere.
Det er erfaringerne fra Langeland, hvor øen i fire år har haft et korps af akuthjælpere, som vagtcentralen kan alarmere og sende ud ved hjælp af FirstAED – et system til smartphones.
Marlene Bremholm er en af Langelands akuthjælpere:
- Jeg meldte mig af nød, efter at jeg læste, at Langeland var et sort hul, når det gælder akuthjælp, siger hun.
Alt på en mobilskærm
Siden da er hun rykket ud 50 gange. Akutkaldet foregår over en smartphone, hvor en alarm lyder. Herefter informerer systemet om, hvem der har brug for hjælp, og hvor personen er.
Programmet informerer også om, hvilke andre akuthjælpere, der er på vej, og hvor hjertestartere kan findes i lokalområdet.
Marlene Bremholm har tavshedspligt som akuthjælper, men hun fortæller, at de frivilliges hjælp har reddet liv. Eksempelvis en gang, hvor en tilflytter fik hjertestop i sit sommerhus.
- Vi rykkede ud og blev mødt af de pårørende, der sagde, at han lå derinde og var død. Vi begyndte hjertemassage og gav stød med hjertestarter, fortæller hun.
Som sendt fra himlen
Manden havde ingen puls, og de tre akuthjælpere gav hjertemassage lige indtil ambulancen kom.
- Da trak han vejret igen. Det er vildt at tænke på, at han formentlig ikke ville have overlevet, hvis ikke vi havde været der først, siger Marlene Bremholm.
De pårørende var ikke fra Langeland og kendte ikke til systemet, så de var forbavsede, da akuthjælperne dukkede op.
- De spurgte flere gange, hvor vi kom fra og tilføjede, at vi var som sendt fra himlen, siger Marlene Bremholm.
Jobbet som akuthjælper kan være traumatisk. Derfor bliver Marlene Bremholm og hendes kolleger kontaktet, efter de har været ude. - Som tommelfingerregel skal episoderne fylde mindre i bevidstheden dagen efter, og endnu mindre de kommende dage. Hvis minderne hænger fast, så skal vi opsøge hjælp, forklarer Marlene Bremholm.
Erfaringerne fra Langeland medfører nu, at FirstAED skal udvides til resten af Region Syddanmark. Desuden er systemet også blevet solgt til det tyske marked.
- Det her system er unikt, for vi hjælper andre. Men det er også en slags forsikring for mig og mine børn. Jeg ved, at der kommer hjælp lynhurtigt, siger Marlene Bremholm.