49,7 procent af borgerne i 5240 Odense NØ er indvandrere eller efterkommere.
I bydelen ligger området Vollsmose, der betegnes som en ghetto. Odense Kommune er bekymrede for udviklingen, og de forsøger nu at lokke bestemte grupper til Vollsmose.
Det fortæller Steen Møller (K), der er rådmand i beskæftigelses- og socialforvaltningen.
- Hvis man er selvforsørgende eller studerende, så kommer man foran på ventelisterne til en bolig. Det håber vi kan sikre en bredere sammensætning af borgere i Vollsmose, siger han.
Ordningen hedder fleksibel boligudlejning og er et samarbejde med boligselskaberne i Vollsmose. Den er nu mulig, fordi der for første gang er ventelister på boligerne i området.
29-årige Tanja Beck Bjerregaard er en af beboerne i Vollsmose. Hun er uddannet politibetjent og arbejder i Fyns Politi.
Tanja Beck Bjerregaard havde en lejlighed i centrum af Odense, men flyttede ind i Egeparken for et år siden med sin palæstinensiske mand.
- Der er mange fordele ved Vollsmose. Jeg kan godt forstå, at nogle ikke forstår vores beslutning. Sådan havde jeg det også før, men så begyndte jeg at arbejde herude og så området, siger Tanja Beck Bjerregaard.
Intet quick fix
I kommunen håber Steen Møller på, at forlommen til en bolig vil lokke flere ressourcestærke til Vollsmose. Men han understreger, at ordningen ikke er en hurtig løsning.
- Vi er meget bevidste om, at der skal mere til for at løfte Vollsmose. Men det her er et af vores værktøjer, siger han.
Tilbage i Egeparken vil Tanja Beck Bjerregaard blive boende med sin mand. Til foråret bliver de forældre, og de har gjort sig tanker om en barndom i Vollsmose.
- Jeg tror, det vil styrke vores barn. Man kommer med en anden forståelse, og man ved, at alt ikke ser ud som i et villakvarter, siger Tanja Beck Bjerregaard.