- Vi tog et glas portvin, og så sagde vi, at jeg måtte tage fat i det i dag.
Sådan siger Kim Larsens tro følgesvend igennem mange år, Jørn Ørn Jeppesen, som både er hans manager og guitarist i bandet Kim Larsen & Kjukken.
Den svære beslutning om, at Kim Larsen skulle aflyse sine kommende koncerter, fordi han fik konstateret prostatakræft i december, blev truffet tirsdag aften.
- Jeg var sidst sammen med ham i går aftes, og det var selvfølgelig en hård beslutning at tage at aflyse alle de koncerter. Han havde sgu håbet til det sidste, at han kunne spille dem, men han skal lige over den værste situation her, siger manageren.
Kim Larsen har aldrig villet lave andet end at spille koncerter, så han var meget ærgerlig over at skulle aflyse, forklarer Jørn Ørn Jeppesen.
- For det første er han meget glad for at komme ud at spille stadigvæk. Og så har folk jo købt billetter for et halvt år siden, og det påvirker både ham og jeg, at vi må skuffe publikum. Det er ikke sjovt.
Formentlig klar til sommertouren
Kim Larsens manager er dog overbevist om, at Kim Larsen snart kommer tilbage på musikscenen.
- Vi er ret sikre på, at Kim kommer sig relativt hurtigt og i løbet af foråret vil være klar til at øve op til sommertouren, siger han.
Det er tydeligt, at der er mange, der gerne vil sende gode ønsker afsted til den folkekære musiker, og det har ikke skortet på gode og velmenende kommentarer til Kim Larsen, efter at aflysningen grundet sygdom blev meldt ud.
- Jeg scannede lige nogle af de første kommentarer rundt omkring fra medierne, og det er jo meget rørende alt det, folk skriver, og det er vi da glade for. Og det vil jeg også informere Kim om. Det er da virkelig sødt, at folk tager det sådan, tager aflysningerne så pænt og ønsker ham god bedring. Det er vi berørte af, siger Jørn Ørn Jeppesen.
Kim Larsen er savnet på stamværtshuset
På Kim Larsens stamværtshus, Lørups Vinstue i Odense, er bartender, Kevin Burke, ked af at høre om Kim Larsens sygdom.
- Det er jeg ret ked af at høre. Jeg er jo vant til, at han plejer at komme her næsten hver aften – lige for at få en enkelt øl. Men han har ikke været her de sidste par måneder, siger han.
Hr. Larsen pryder sit stamværtshus med plakater, billeder og adskillige af hans guldplader.
- Stedet har i tredive år lidt været som et halvt museum for ham med alle de klenodier af hans, som hænger herinde fra, da Frank Sten ejede det. Så han betyder utroligt meget for det her sted. Han er virkelig en del af stedets identitet, siger Kevin Burke.
Mange turister strømmer til værtshuset for at møde Kim Larsen, men det næste stykke tid, er chancerne for at møde ham dog ikke så store.
- Lige i øjeblikket holder han sig lidt for sig selv, men han er ved godt mod og ligner sig selv og er i relativt godt humør. Han skal nok komme tilbage i bybilledet igen, siger Jørn Ørn Jeppesen.