Ingen børn skal ryge.
Sådan lyder målet for Odense Kommune, som allerede nu er i gang med at realisere mange forældres drøm om en røgfri skolegang for ungerne.
Over de næste to år vil rådmand Susanne Crawley Larsen (R) forbyde børn og unge at ryge i skoletiden på kommunens folkeskoler. Det kommer til at gælde både på og udenfor skolens arealer.
Det lyder fint, mener 15-årige Dalja Saleh, som går i 9.klasse Holluf Pile Skole i Odense.
- De (rygerne, red.) er et dårligt forbillede for de små børn, og det er dumt, at de skader sig selv, siger hun.
Skolekammeraten Josefine Gabrielsen ryger heller ikke, men hun har ikke noget imod, at der bliver røget i skoletiden, så længe rygerne går lidt væk.
- Det er folks eget valg. De skal have lov til at gøre, som de vil, så længe de er uden for skolen, siger hun.
https://www.qzzr.com/c/poll/dFk0bqki2Z8ueOW1nu6IjFWR2m9
Hver uge tænder ni odenseaske børn deres første smøg. Det tal vil Susanne Crawley Larsen (R) have ned med det samme, og derfor vil hun have forældrene til at skrive under på en kontrakt, som de skal lave med deres børn.
- Det allervigtigste er, at vi skaber en generation, som aldrig begynder at ryge, og som vi aldrig kommer til at skulle behandle for rygerelaterede sygdomme, forklarer hun og uddyber, at hun ikke vil tvinge kontrakten ned over forældrene, men kraftigt opfordre dem til at få dem lavet.
- Jeg ser forældrekontrakten som en hjælp til at tale med sit barn, siger hun.
Det konservative byrådsmedlem Kristian Guldfeldt mener, at rådmanden er ude på et skråplan, som skal stoppes:
- Det er at gribe ind i forældrenes rolle og opdragelse af deres børn, siger han og peger på, at kommunen i stedet kan stå for oplysningskampagner og tage dialogen til forældremøder.
Kommunen starter med børnene og de unge, men tiltaget er blot en brik i Odenses overordnede mål om at få en helt røgfri by og kommune i 2030.
Byrådet besluttede tidligere på året, at der fra 2030 ikke måtte tændes flere smøger i Odense, og at byen allerede i 2025 skulle have en helt røgfri generation af børn og unge.