40 stemte for. Èn stemte i mod. Et stort flertal i regionsrådet har meldt tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V) samt den daværende direktion til politiet. Det var nødvendigt, fortæller regionsrådsformand Stephanie Lose (V).
- Statsforvaltningens undersøgelse viser meget klart, at der er foregået noget ulovligt. Så skal vi tage konsekvensen. Vi er nødt til at opklare, om det har strafferetslige konsekvenser, siger Stephanie Lose.
Samtidig med politianmeldelsen af Carl Holst har regionsrådet også politianmeldt den tidligere direktion, for det er nærliggende at undersøge, hvorvidt de har kendt til de ulovlige forhold, mener regionsrådsformanden.
- Hvis man som embedsmand er vidende om ulovlige forhold, skal man stoppe det. Derfor har vi sendt det signal til politiet, at de skal se andre steder hen end Carl Holst, siger hun.
Finder aldrig alle brikker
Partifællen og formand for det præhospitale udvalg, Thyge Nielsen (V) er ked af at skulle anmelde Carl Holst.
- Men jeg håber samtidig, at det giver ham muligheden for selv at komme til orde i hele denne sag, siger han.
Stephanie Lose fortæller, at politiet allerede har efterspurgt materiale, og Region Syddanmark vil stille alt til rådighed for at komme til bunds i sagen. Hun tror dog ikke på, at sagen slutter.
- Vi finder aldrig alle brikker i dette puslespil, men vi har fundet tilstrækkeligt nok brikker til at gå videre med det og på den måde sikre os, at det ikke sker igen, siger hun.
Stephanie Lose (V) er tilfreds med, at så stort et flertal i Region Syddanmark valgte at stemme for en politianmeldelse.
- De seneste måneder har været meget voldsomme for regionen, og derfor er jeg glad for, at regionsrådet tager dette alvorligt, siger hun.