Halvt så mange vindmøller giver dobbelt op i strøm

En kortlægning af vindenergi på Fyn viser, at hele øen kan få dækket sit energiforbrug, hvis gamle møller bliver erstattet med halvt så mange kæmpemøller.

Hele elforbruget på Fyn kan dækkes af halvt så mange vindmøller, som dem der står og snurrer i dag. Til gengæld skal møllerne alle være de store af slagsen.

Hvis Fyns 324 nuværende vindmøller bliver skiftet ud med halvt så mange - men større - møller, ville det være nok til at dække det samlede energiforbrug i området.

Det viser en ny kortlægning lavet af et partnerskab mellem ni af de ti fynske kommuner. Partnerskabet hedder Energiplan Fyn.

I den nye undersøgelse har Energiplan Fyn fundet 38 områder, hvor de store møller samtidig overholder lovgivning om afstand, støj og skyggekastning.

I hvert af de 38 områder kan der sættes tre store vindmøller op. Formanden for partnerskabet  Christian Tønnesen, var inden kortlægningen spændt på, om det overhovedet ville være muligt at finde egnede områder.

- Jeg er overrasket over, der er så mange steder, der kan bruges til de store møller, siger han.

Vil give stor modstand

I øjeblikket dækker vindmøller lidt over halvdelen af de fynske husstandes elforbrug. Direktør for Dansk Vindmølleforening Asbjørn Bjerre kalder den samlede kortlægning af vindmøller på Fyn for en rigtig god idé.

Han vurderer dog, at kæmpemøller vil give meget politisk modstand.

- I løbet af de sidste par år har der bredt sig en udpræget modvilje mod vindmøller på Fyn. Det har været helt anderledes, end i resten af landet, siger direktør i Dansk Vindmølleforening, Asbjørn Bjerre.

God idé med kortlægning

En af dem, der er klar til at melde sig på barrikaderne og tidligere har protesteret mod kæmpevindmøller på Fyn, er Jens Flarup fra Blangsted i Assens Kommune.

- Sæt dem i nærheden af Christiansborg, så politikerne kan mærke, hvor meget de generer. Det er ikke rimeligt, man skal have sådan et kraftværk til at stå og snurre i sin baghave, siger han.

Netop på grund af den store fynske modstand mod vindmøllerne, mener direktøren i Dansk Vindmølleforening, at det er en rigtig god idé, at Energiplan Fyn har lavet en kortlægning af vindmøllepotentialet i området.

- Det vil mindske risikoen for, at kommunerne skubber vindmøllernes placering rundt, siger han.