Håndboldtræner får halvandet års fængsel for blufærdighedskrænkelse

En pædagogmedhjælper og håndboldtræner har krænket en lang række piger over en periode på 18 år.

Dommen faldt mandag ved retten i Odense. (Foto: © Anna Hjortdal)

Halvandet års fængsel.

Sådan lød dommen over en 55-årig mand i sagen om overgreb på flere mindreårige piger i Stige ved Odense i dag.

Udover de halvandet års fængsel er han frakendt retten til at arbejde og beskæftige sig med piger under 18 år i fremtiden.

Den dømte var ikke mødt op i retten i dag, men hvorfor vides ikke. Anklageren forlanger at han bliver varetægtsfængslet med det samme, da hun mener der er en risiko for, at han flygter ud af landet.

Den 55-årige pædagogmedhjælper var tiltalt for blufærdighedskrænkelse af 28 piger over en periode på 18 år i forbindelse med sit arbejde i Stige SFO og som håndboldtræner i Stige Håndboldklub.

Han er også i et enkelt tilfælde tiltalt efter voldtægtsparagaffen, som bruges, når der er tale om anden kønslig omgang end samleje mod et mindreårigt barn.

Den mandlige pædagogmedhjælper var tiltalt for 28 tilfælde, hvor han angiveligt skulle have befølt, kysset på munden og rørt ved pigerne, mens han også har blottet sig og onaneret foran nogle af dem.

Pigerne var fra seks til ti år, da overgrebene skete.

Efter at sagen blev omtalt i medierne, har flere piger meldt sig og fortalt, at de også er blevet forulempet, så sagerne strækker sig nu fra perioden 1997 til udgangen af 2015.

Manden har hele sagen igennem nægtet sig skyldig i alle forhold på nær et.

Den 55-årige stoppede som træner i Stige Håndboldklub i 2013, skriver fyens.dk.

Det har været en omfattende sag, hvor retten skulle gennemse 18 videoafhøringer, og hvor i alt 36 vidner skulle afgive forklaring.

De fleste af krænkelserne skulle angiveligt have fundet sted i gymnastiksalen og i kælderen, når der blev leget mørkegemmeleg.