Efter måneders rygter og spekulationer har den store esport-arrangør ESL netop bekræftet, at de rykker til Danmark
ESL vil afholde finalerne i skydespillet Counter-Strikes Pro League i Odense til december. En turnering, hvor 12 hold dyster om en præmiesum på 1 mio dollars (ca. 6,2 millioner danske kroner). ESL har lavet en tre-årig kontrakt med Odense Kommune, der sætter 2,4 millioner skattekroner ind som hovedsponsor.
Dallas, São Paulo og London - og så Odense
- Vi deler en vision omkring esport med Odense. Byen har vist, at deres interesse i esport er mere end bare en løs interesse i et hedt emne som esport. De har tænkt over det, og byen har de ting, vi har brug for til en esport-turnering i international topniveau, siger Ulrich Schulze, vicepræsident i ESL, der er en af verdens største arrangører og har hovedsæde i Köln.
De seneste sæsoner har finalerne i Pro League været afholdt i London, Dallas og São Paulo, men Odense kan sagtens være med i det selskab, mener borgmester Peter Rahbæk Juel:
- Vi har ambitioner om at rykke byen, og det kan det her være med til.
Finalerne skal afholdes i Sparekassen Fyn Arena i Odense og pakkes ind i en Gaming Week i hele byen, hvor vil byde på en række aktiviteter, der relaterer sig til computerspil.
Astralis glæder sig til hjemmebane
Frederik Byskov, der er manager for et af Danmarks mest profilerede Counter-strike hold, Astralis, glæder sig over at esport på allerhøjeste niveau nu kommer til Danmark. Normalt rejser Astralis og de øvrige esport-spillere verden rundt for at spille de allerstørste turneringer i verden.
- Man må sige, at Odense har ramt hovedet på sømmet, når det angår ambitionen om at trække en af de helt store events til sig, så jeg håber da, at vi kan kvalificere os til turneringen og komme til at spille i Odense, siger Frederik Byskov.
Organisationen bag blandt andre Astralis har netop offentliggjort sin egen turnering, Blast Pro Series, der skal afholdes i Royal Arena i København i november. Her spiller både Astralis og FCK-ejede North med sikkerhed, og begge har også mulighed for at kvalificere sig til ESL Odense.
- Det er rigtig fedt for alle danskere, at der nu kommer to store events på en international skala til Danmark, og jeg håber at danskerne vil bakke op om det, som vi ser fans gør i de andre lande, hvor vi normalt spiller, siger Frederik Byskov.