Fyrede kan ikke få efteruddannelse - minister går ind i sagen

Fyrede slagteriarbejdere kan ikke få efteruddannelse, fordi de ikke ved, hvornår deres arbejdsplads lukker. Beskæftigelsesministeren vil nu se nærmere på reglerne.

Det er vigtigt at komme hurtigt afsted på efteruddanelse, hvis man bliver fyret. Men kringlede regler forhindrer det.

Slagteriarbejderne på Danish Crown i Faaborg er nogle af dem, der er kommet i klemme, når det gælder efteruddannelse. Deres virksomhed lukker, men de kan ikke få efteruddannelse, fordi de endnu ikke kan få en dato for, hvornår de skal stoppe med at arbejde på slagteriet.

Det får nu beskæftigelsesminister Mette Frederiksen til nu se nærmere på, om der kan gøres noget for at ændre på det.

- Jeg er meget villig til at se på, om der er noget i vores regler, som kan laves om, så vi kan hjælpe de her mennesker godt på vej, siger hun og understreger, at slagteriet har et stort ansvar, for at hjælpe medarbejderne videre.

Betaler selv 100.000 kroner

Omkring 450 slagteriarbejderne på Danish Crown i Faaborg er fanget i indviklede regler. Samtidig er den overenskomstmæssig kompetence-pulje som virksomheden skal stille til rådighed,  lukket midlertidigt, da der ikke er flere penge i den. På den måde mistede omkring 130 folk de kurser, som de var stillet i udsigt. Og de offentlige puljer kan endnu ikke søges.  Ib Jensen skulle have været på off shore-kursus, så han kunne søge job i Norge.

- De har selv valgt, at slagteriet  skal lukkes og slukkes, men de kan ikke være så smidige, så de kan hjælpe folk videre i tilværelsen. Det er min tilværelse, vi snakker om! siger en utilfreds Ib Jensen. Han har nu bestemt, at han selv vil betale de 100.000 kroner, som off shore-kurset koster.

Men det har alle jo ikke mulighed for, fortæller tillidsmand Jimmy Andersen. Han giver ikke meget for de regler, der gør, at de 450 folk ikke kan søge efteruddannelse fra de forskellige puljer, før de står med en fyringsdato i hånden.

Ufaglærte har stor risiko for at blive ledige

Professor Flemming Larsen fra Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet synes heller ikke, at det er hensigtsmæssigt, at folk først kan få efteruddannelse på det tidspunkt, hvor de står med en fyreseddel - når nu man ved, at Danish Crown vil lukke.

- Især for ufaglærte er det vigtigt at komme igang med opkvalificering så tidligt som muligt, pointerer han.

De ufaglærte har ifølge Flemming Larsen både sværere ved at få arbejde, og de har også en stor risiko for at blive ledige