Svedende mænd og kvinder i stamme dragter, der svømmer, cykler og løber sig til hæder og ære, bliver fast inventar på Fyn i sommeren 2018. Øen skal være vært for fire verdensmesterskaber i triatlon - alt sammen i løbet af nogle intense dage, hvor Fyn vil gå triatlon-amok.
Multisport Festival 2018 er navnet på verdensmesterskaberne i Triatlon, hvor alle fire verdensmesterskaber afholdes på én gang og pakkes ind i en festival. Det er noget helt nyt, der først begynder i Canada i 2017. Så det er en unik chance, at Danmark og Fyn skal være vært allerede i 2018. Det siger generalsekretæren i Dansk Triatlon Forbund, Morten Fenger.
- Det er en ære at vinde udbuddet, og det er et super flot arbejde af både Udvikling Fyn og Sport Event Danmark, der har leveret man-power bag den flotte udbudsproces, vi har været igennem, siger han til DR Fyn.
Arrangementer på hele Fyn
Odense bliver epicenter for de forskelllge konkurrencer, som triatleterne skal konkurrere i, mens både Middelfart og Svendborg ligger vand, jord og asfalt til konkurrencerne.
- Vi har stævnecentrum i Odense for at give deltagerne mulighed for festivalsstemningen, men vi bruger også resten af Fyn for at få vist hele Fyn frem, siger Morten Fenger fra Dansk Triatlet Forbund.
Det er havnefronten i Odense, der bliver centrum for triatlonfestivalen, og det er også i havnen, at svømme- og løbedelen af konkurrencerne vil forgå. Cykeldelene bliver derimod afholdt i Middelfart, mens Svendborg er hjemsted for alt, der foregår i skove og bakker.
Triatlon for hele familien
Det er verdensmesterskaberne i duatlon, cross triatlon, aquatlon og langdistance-triatlon, der skal afholdes i sommeren 2018 på Fyn. Men det bliver ikke det eneste, der sker i løbet af triatlon-ugen. Der bliver nemlig arrangeret en masse sideevents, der skal lokke andre en triatleterne til Fyn.
- Kan vi lokke hele familien med en masse sideevents, så er det lidt lettere for far og mor at tage hjemmefra midt i sommerferien. Så det ikke bliver et soloprojekt for triatleten, siger Morten Fenger.
Hvilke sideevents, der skal lokke triatleternes familie med til Fyn, har arrangørerne dog ikke styr på endnu, men de regner i hvert fald med nogle workshops.
Trods alt ikke OL
Det bliver nemlig en kæmpe opgave at arrangere triatlon-festivalen. Otte dage kommer arrangementet til at løbe og det er en organisatorisk opgave af de større. Derfor burde der også være hjertebanken hos Sport Event Danmark, der skal stå for arrangementet, men direktør Lars Lundov tager det meget roligt.
- Danmark har solid erfaring med at arrangere store events. Det her er trods alt ikke OL, så det skal vi nok løse. Vi i Danmark formår at arbejde sammen på tværs, og det betyder, at vi kan overføre erfaringer fra tidligere sportevents og bruge dem her, siger Lars Lundov.
Hverken Sport Event Danmark, Dansk Triatlon Forbund eller Det Internationale Triatlonforbund ved, hvor mange deltagere og gæster, der vil besøge Fyn i løbet af triatlon-festivalen i 2018. Men at Danmark alligevel skal være vært, tager Lars Lundov som et stort skulderklap.
- Det er glædeligt, at ITU har vist os den tillid, at vi kan arrangere den her opgave, siger han.