Forslag fra minister: Brug nødspor på fyldt fynsk motorvej

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) foreslår at udnytte pladsen på E20 Fynske Motorvej.

Det vil koste 1,2 milliarder kroner at udvide den vestfynske motorvej, og de penge har regeringen endnu ikke fundet. Derfor foreslår transportministeren nu at bruge nødsporet. (Foto: © Dennis Lehmann, Scanpix)

Hver dag bruger mange bilister timer på at holde i kø på de vestfynske motorvej. Men i fremtiden kan bilisterne måske bruge nødsporet på at nå hurtigere frem.

Den idé kommer fra transportminister Hans Christian Schmidt (V), der har bedt fynske erhvervsfolk om opbakning til forslaget.

- Mens vi venter på, at vi slipper fri af investerings-udfordringer, kunne vi overveje, om dette var en model og udnytte pladsen i nødsporet, siger Hans Christian Schmidt.

Det vil koste 1,2 milliarder kroner at udvide den vestfynske motorvej, og de penge har regeringen endnu ikke fundet. Forslaget om nødsporet vækker glæde i SF.

Vestfynsk bekymring

- Vi er meget åbne for at se på, hvordan vi kan få trafikken til at glide lettere, uden at vi skal se på milliardinvesteringer, siger Karsten Hønge, transportordfører.

Men på Vestfyn skaber forslaget bekymring. Borgmester Søren Steen Andersen (V) frygter, at det kan sparke et tredje spor fra Odense Vest til Nr. Aaby endnu længere ud i fremtiden:

- Man skal passe på, at det ikke bliver en sovepude. Der er risiko for, at man bliver fristet til at udskyde det, der egentlig bør gøres, siger han.

Transportminister Hans Christian Schmidt vil nu gå videre med forslaget og skabe et flertal.

- Henover efteråret håber jeg på, at vi kan nærme os hinanden, siger han.