Det er ikke kun Carl Holst, der risikerer at blive politianmeldt af Region Syddanmark. De folk, der udgjorde direktionen under Holsts tid som regionsrådsformand, skal også undersøges af politiet. Det mener flere politikere i regionens forretningsudvalg.
- Carl Holst har handlet ulovligt, og det har han ikke kunne gøre alene. De folk, der har siddet til bords med ham må have vidst, hvad der er foregået. Derfor skal direktionen politianmeldes, siger næstformand i Region Syddanmark Poul-Erik Svendsen (S).
Det er direktionen, der har ansat, forlænget og fritstillet Christian Ingemanns stilling som medarbejder i regionen. Derfor må de have vidst, hvad der er foregået, mener Poul-Erik Svendsen.
Mange sten er ikke vendt
Da Carl Holst var regionsrådsformand var det blandt andet tidligere regionsdirektør Mikkel Hemmingsen og nyligt afgåede sundhedsdirektør Jens Elkjær, som var en del af direktionen. Siden da er begge rejst og har ikke ønsket at udtale sig.
Det gør det svært for regionsrådet at komme til bunds i sagerne, fortæller Enhedslistens Vibeke Syppli Enrum:
- Der er mange sten i sagen, der ikke er vendt, men vi kan ikke komme det nærmere. Derfor skal politiet involveres, siger Vibeke Syppli Enrum (Ø).
- Toppen af embedsapparatet i regionen har et ansvar. Det bliver de lønnet for, og det må de stå til ansvar for, fortsætter hun.
Forretningsudvalgets ønske om politianmeldelse af Carl Holst og direktionen drøftes på et møde i dag, mandag.