Det bliver nu politiet, der skal undersøge, hvad der skete, mens Carl Holst var regionsrådsformand i Region Syddanmark.
Forretningsudvalget i regionen har netop besluttet, at anbefale til regionsrådet at indgive en politianmeldelse mod Carl Holst. Beslutningen skal senere i dag bekræftes af regionsrådet.
- Det er et helt nødvendigt skridt. Når vi har statsforvaltningens ord for, at tingene er klart ulovlige, så bør vi også reagere, og så er det en sag for politiet, siger de konservatives Lasse Krull.
Region overvejer erstatningskrav
Også regionens daværende topembedsmænd bør undersøges af politiet, mener forretningsudvalget.
- Der kan være medarbejdere nede i systemet der måske - måske ikke - sagde fra, og dem kan man godt frede. Men toppen af embedsapparatet har et ansvar. Det bliver de lønnet for, og det må de stå til ansvar for, siger Enhedslistens Vibeke Syppli Enrum.
Forretningsudvalget lægger også op til, at regionen skal undersøge om den kan kræves erstatning for det arbejde, som regionen har betalt for, men som ikke havde noget med regionens arbejde at gøre.
Flere regionspolitikere har allerede luftet, at de mener Holst skal betale penge tilbage
Fakturaer blev ændret
Mistanken går især på, at Holst har brugt regionens ansatte til at lave partipolitisk arbejde for ham – særligt op til folketingsvalget.
Derudover har nogen i regionen bevidst ændret fakturaer, så det ikke kunne ses, at regionen betalte for taler og sprogtræning til Carl Holst.
En undersøgelse fra statsforvaltningen har afsløret, at især Holsts personlige assistent, Christian Ingemann, ulovligt arbejdede for Holsts valgkampagne til Folketinget.
Faktisk i et sådant omfang, at statsforvaltningen ikke har kunnet finde særlig mange spor af, at Ingemann har arbejdet særlig meget på det projekt ”Smart Vækst og Velfærd”, som han officielt var ansat i.
Og det var helt klart ulovligt, mener statsforvaltningen.
Holst: Det skete frivilligt
Holst har erkendt, at Ingemann lavede valgkamp for ham, men mener at det skete i Ingemanns fritid. Ingemann har nemlig tidligere arbejdet frivilligt for Holst og har i mange år været medlem af Venstre, forklarer Holst.
Sydøstjyllands Politi er i forvejen i gang med en undersøgelse af Holst efter af flere borgere har anmeldt, at de mener, der er foregået embedsmisbrug, mens Holst var regionsrådsformand.
Den nye anmeldelse fra regionen vil sammen med de undersøgelser, regionen allerede har fået lavet, indgå i politiets efterforskning.
Rettelse: I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at Statsforvaltningen har anbefalet en politianmeldelse i sagen. Det er dog ikke Statsforvaltningen, men en eksterne advokatundersøgelse, der har anbefalet politianmeldelse. DR Nyheder beklager fejlen.