Flere helt unge døjer med spilleafhængighed

Centrene for ludomani inviterer 12 til 17-årige og forældre til samtaler om ludomani.

SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, kommer i slutningen af året med en rapport om unge og spilleafhængighed. (Foto: © Nanna Kreutzmann, Scanpix)

Flere helt unge mennesker får dollartegn i øjnene og kløe i spillefingeren.

På centrene for ludomani i Odense, København og Aarhus får man flere henvendelser fra under 18 år, som har problemer med spilleafhængighed.

I 2015 fik centrene 19 henvendelser fra unge under 18, som ikke kunne styre deres spil. I juni måned i år var tallet 28.

Det er dybt foruroligende, siger Henrik Thrane Brandt, souschef og behandlingsleder på Center for Ludomani:

- Det tegner ikke godt, og desværre ser det ud til, at de bare bliver yngre og yngre. Det er skidt, for jo yngre de er, når de begynder, jo større kan deres problemer blive.

Det er forbudt for unge under 18 år at spille. Derfor tilbyder centrene heller ikke direkte behandling, men tre vejledende samtaler med de unge og deres forældre.

Forældrene spiller ifølge Henrik Thrane Brandt en vigtig rolle, da unge mennesker i dag bliver eksponeret for spil over alt i samfundet.

- De unge er mere modtagelige over for markedsføring, så de bliver lettere afhængige. Derfor er det så vigtigt, at forældrene holder fast og fortæller, hvad der er rigtigt og forkert, siger Henrik Thrane Brandt.

SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, kommer i slutningen af året med en rapport om unge og spilleafhængighed.

En lignende undersøgelse i 2008 viste, at omkring 33.000 unge mellem 12 og 17 år var i risikozonen for at udvikle spilleafhængighed.