Skal sommerferien gå til Ringkøbing, Langeland eller Rømø?
De regionale turistorganisationer sætter nu alt ind på at lokke os til netop deres landsdel i sommerferien.
De forventer, at mange danskere kommer til at holde sommerferien herhjemme i år, og når de udenlandske turister måske bliver væk på grund af lukkede grænser, så er det med at få fat i danskerne i stedet, mener de.
Destination Sønderjylland forsøger med en reklamekampagne, der lanceres i dag, at slå på 100-året for Genforeningen og muligheden for at 'genforene dig med alt det, du har kær'.
- Der er ingen tvivl om, at konkurrencen bliver benhård i år, så derfor sætter vi alle sejl til for at gøre opmærksom på Sønderjylland. Vi håber, at det kan hjælpe bare en lille smule på den kritiske situation, vi står i, siger direktør Karsten Justesen fra Destination Sønderjylland.
Det samme gør de på Fyn, hvor alle kommuner har betalt seks kroner per borger til kampagnen 'Fyn skal det være', der også blev lanceret i denne uge. Målet er at indhente bare lidt af det tab af udenlandske turister, som regionen frygter.
- Der er masser af virksomheder her, der er afhængige af at have deres indtjening i sommermånederne. Det bliver meget svært for os, hvis ikke vi får banket de danske turister op i et antal, vi hidtil ikke har været vant til her på øen, siger borgmester på Langeland Tonni Hansen (SF).
Mister 30.000 kroner om dagen
En af dem, der er hårdt ramt af manglen på turister, er indehaver af Bagenkop Kro på Langeland, Flemming Johansen.
Han sætter stor pris på de lokale markedsføringstiltag, fordi han for øjeblikket mister 30.000 kroner om dagen i omsætning.
- Jeg er glad for, at Langeland Kommune prioriterer os og afsætter nogle penge til det her. Jeg tænker, at det nok skal gå, siger han.
Bagenkop Kro har 66 værelser og knap 25.000 overnatninger hvert år, så der er en del, der skal indhentes efter coronakrisen.
- Det bliver alle mod alle den kommende sommer. Det er jo meget danske turister, kampen står om, og det gælder også os. Det er vigtigt, at vi får gjort så meget opmærksom på Langeland som overhovedet muligt så mange steder som muligt, siger Flemming Johansen.
Langeland Kommune har puljet 800.000 kroner, som kommunen bruger dels på den fælles indsats i Destination Fyn og på at fremme egne turistprojekter.
Samme strategi har en række andre kommuner, der har postet ekstra penge på at få danske turister til at slå vejen forbi netop dem.
Det gælder blandt andre Middelfart, Sønderborg og Odense.
'Det er rigtig godt givet ud'
Nordfyns Kommune har valgt at bruge 100.000 kroner til en lokal markedsføringskampagne, der skal tiltrække turisterne til lige præcis den nordlige del af Fyn. Blot en ekstra bonus oveni den fælles fynske indsats, mener udvalgsformand Mette Landtved Holm (V), der afviser, at Nordfyn på den måde forsøger at give de andre baghjul.
- Vi mener også, at det er rigtig godt, at vi lige nøjagtigt viser, hvad vi har på Nordfyn, og det synes jeg også er vigtigt, at de andre kommuner har valgt at gøre, siger hun.
Samme argument har Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs (V), der har afsat 200.000 kroner til lokal markedsføring udover bidraget til Destination Fyn for at tiltrække danske turister.
- I den samlede fortælling 'Fyn skal det være' går vi ind og sætter Fyn på landkortet. Men det får ikke de enkelte, skjulte perler med, og det er så det, man lokalt sætter ind med, siger Kenneth Muhs.
Dårlig idé med kommunale kampagner
Både for virksomheder, kommuner og turismebranchen i Danmark er der store summer på spil.
Visit Denmark skønner, at tabet bliver på 21,7 milliarder kroner, hvis der ikke kommer udenlandske turister til Danmark i juni, juli og august.
- For at udligne det hul vil det betyde, at hver enkelt dansker fra baby til gammel skal bruge 5.700 kroner mere end de plejer på en dansk sommer, siger kommunikationschef hos Visit Denmark Anders Rosbo.
Alligevel er det en dårlig idé at skrue op for kommunale reklamebudgetter og charmekampagner, mener professor Anne-Mette Hjalager fra Center for Turisme, Innovation og Kultur på Syddansk Universitet.
- Kommunerne skal simpelthen slå koldt vand i blodet. De skal ikke konkurrere med hinanden. Det er en vej ud i noget skidt, siger hun.
Hun bakkes op af Jesper Manniche fra Center for Regional Udvikling og Turisme, som heller ikke mener, det giver mening, at kommunerne promoverer sig selv med lokale kampagner.
- Jeg ser mulighederne for at gøre den samme indsats på destinationsniveau. Turisterne er i de fleste tilfælde ligeglade med kommunegrænserne. De besøger jo en destination med de oplevelser, restauranter og naturoplevelser, der nu findes, siger han.
Anne-Mette Hjalager mener desuden, at det kan være i strid med reglerne om erhvervsfremme, at kommunerne bruger penge på egne kampagner, i stedet for at overlade det til det regionale turistselskab.
- Der er en politisk aftale og en 'gentleman-agreement' på det her område, så jeg kan ikke forstå, at en coronatid skulle gøre tingene anderledes, siger hun.
Hun understreger desuden, at turister i højere grad orienterer sig hos venner, familie og sociale medier end kampagner, når de vælger feriedestinationer.