Facebookvarme kan alligevel havne i fynske radiatorer

Facebook forhandler nu med Fjernvarme Fyn om den overskudsvarme, det kommende datacenter i Odense vil generere.

Facebooks servercenter i Luleå i Nordsverige. Det kommende i Danmark vil kunne give varme til omkring 30.000 husstande. (© facebook)

Den megen spildvarme fra et kommende Facebook-datacenter i Odense kan måske alligevel komme til gavn i fynske radiatorer.

Fjernvarme Fyn bekræfter overfor P4 Fyn, at parterne forhandler om en aftale.

For 12 dage siden, da nyheden om Facebooks datacenter kom frem, sagde firmaets europæiske driftschef ellers, at man ikke havde nogen planer om at udnytte overskudsvarmen.

Men den amerikanske virksomhed og Fjernvarme Fyn forhandler nu om at udnytte overskudsvarmen, siger direktør Jan Strømvig:

- Vi er sammen med Facebook ved at finde ud af, om der er et potentiale for at udnytte noget af den overskudsenergi, der kommer fra datacenteret.

- Begge parter synes, det er fornuftigt at se, om man få noget godt ud af det, siger direktøren.

Facebook bliver en af Danmarks største strømforbrugere, og den megen strøm bliver til varme i datacentrets servere. Overskudsvarmen kan opvarme op til 30.000 huse, skønner Dansk Fjernvarme.