Efter sexchikane-beskyldninger: Byråd laver kodeks for god opførsel

Gruppeformændene i Nyborg Byråd underskrev i dag et fælles kodeks for, hvordan de skal opføre sig overfor hinanden.

Sonja Marie Jensen anklagede i sidste uge sine mandlige kolleger i Nyborg Byråd for sexchikane. (Foto: © Johnny Anthon wichmann, Scanpix)

Et klap i numsen er slet ikke ok.

I dag mødtes gruppeformændene i Nyborg Byråd til en hastesag om sexchikane i byrådet.

Til mødet fik byrådsmedlemmerne i et fælles kodeks slået fast, at de tager dyb afstand fra sexchikane, og at de taler ordentligt til og om hinanden.

Her ses det kodeks, som byrødderne i Nyborg skrev under på i dag.

- Vi går samlet ud som partier og meddeler, at dette er uacceptabelt med det her kodeks, som alle bakker op om, siger Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs (V), kort efter mødet.

- Der må ikke være tvivl om, at vi taler til hinanden - og omgås hinanden - med respekt, konkluderer Kenneth Muhs.

Vibeke Ejlertsen, 1. viceborgmester i Nyborg Kommune og gruppeformand for socialdemokraterne, er også godt tilfreds med dagens møde.

- Vi tager Sonja Maries udmelding helt alvorligt. Vi skulle ikke diskutere ret eller uret, men var enige om, at det her var alvorligt, og det synes jeg er dejligt, fortæller Vibeke Ejlertsen.

Kenneth Muhs havde indkaldt til hastemøde i eftermiddag efter det socialdemokratiske byrådsmedlem, Sonja Marie Jensen, i sidste uge anklagede sine mandlige kolleger for sexchikane.

- Jeg skal stå model til både seksuelle tilnærmelser og hånlige kommentarer, der kun har til formål at nedgøre mig på grund af mit køn og min alder, skrev Sonja Marie Jensen i en klumme på netavisen Pio tirsdag d. 25. april.

Anklagen er ikke politianmeldt.