Efter kritik af 'død indbakke': Nyborg Kommune slipper for tilsynssag

Datatilsynet indstiller nu undersøgelsen af to mailfadæser i Nyborg Kommune.

Det viser dokumenter fra Datatilsynet, som DR har fået aktindsigt i.

I dokumenterne konkluderer Datatilsynet, at der "er sket brud på persondatasikkerheden".

Men tilsynet finder dog "ikke anledning til at indlede en sag" og "foretager sig derfor ikke yderligere", som det hedder.

Det første mailkoks i Nyborg Kommune blev afsløret i januar 2024, hvor det kom frem, at 277 mails - blandt andet akutte børneunderretninger - i mere end tre måneder blev glemt i en "død indbakke", som kommunen troede var lukket.

I marts var den så gal igen, da Nyborg Kommune fandt ud af, at 913 sikre mails - i en periode på seks år - var strandet i et sikkerhedsfilter, fordi der ved en fejl stod et CPR-nummer i mailens emnefelt.

Nyborg Kommune har beklaget begge fejl.