Drone-boss vil have ændret lovgivning for de førerløse fly nu

Danmark vil sakke bagud i den flyvende udvikling indenfor droner, hvis loven ikke snart bliver lavet om. Sådan lyder det fra lederen af det danske drone-testcenter, der skynder på politikerne.

Branchen spår dronerne en stor fremtid. De førerløse fly bliver brugt indenfor alt fra krig til landbrug, når store områder skal overskues. I Odense har kommunen for nylig taget flyene i brug for at tage billeder af bygninger. (Foto: © Cecilie Kallestrup, DR)

Mens resten af verden har travlt med at udvikle deres droner, spilder Danmark vigtig tid på at have en forkert lovgivning.

Det mener lederen af det danske testcenter for droner, Michael Larsen, efter han har set en ny rapport fra Teknologirådet. Rapporten anbefaler også at ændre loven.

- Nu har vi ventet et halvt år på rapporten, og det er et halvt år, som er spildt i forhold til udviklingen, der sker internationalt. Derfor håber vi, at der er nogen, der kommer i arbejdstøjet nu, siger Michael Larsen.

Professionelle droner bliver brugt til overvågning i blandt andet krig og i landbruget.

Loven tager ikke hensyn til professionelle droner

I dag arbejder danske dronevirksomheder under en lov, der er lavet til fritids- og amatørflyvning.

Det betyder blandt andet, at der er skrappe krav til, hvordan man må bruge sin drone. Eksempelvis skal man indhente tilladelse fra naboer, hvis man sender droner i luften til at filme deres huse for ikke at krænke privatlivets fred. Det skriver sitet droner.dk. 

Det giver en ulempe i den internationale konkurrence, da lovgivningen dermed er for snæver for professionelle dronevirksomheder,  mener Michael Larsen:

- Det er en udvikling, der går rigtig stærkt. Vi kan se fra for eksempel USA, at der bliver investeret massivt fra forskellige stater, der vil sikre sig arbejdspladser indenfor drone-industrien.

Han efterlyser også en national strategi for droner i Danmark, der kunne føre testcentret, som holder til i lufthavnen i Odense, frem i verdensfeltet.