De blå vil udvide åbningstiden

De borgerlige partier i Odense vil udvide åbningstiden i institutionerne, hvis de vinder valget.

De borgerlige partier i Odense vil udvide åbningstiden i institutionerne, hvis de vinder valget. (© DR)

Udvid åbningstiden i børnehaver og vuggestuer.

Sådan lyder det fra de borgerlige partier i Odense Kommune, som ønsker en mere fleksibel pasningsordning, hvis de kommer til magten efter kommunalvalget.

Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Venstre vil give 4 millioner kroner til 10 børnehaver og vuggestuer i Odense Kommune, så de kan holde institutionerne åbne til kl. 19.00.

- Vi kan se, at arbejdsmønstrene har ændret sig. Der er flere, der skal køre længere, og vi har fået mere fleksible arbejdstider. Hvis der er noget, der stresser både børn og forældre, er det at hænge i en klokkestreng for at nå frem til daginstitutionernes lukketid, siger borgmesterkandidat for Venstre, Jane Jegind.

Undersøgelse viser stort behov

Erhvervsorganisationen Fynsk Erhverv har i en undersøgelse om pasningstider fundet frem til, at der er et stort behov for fleksible åbningstider i børneinstitutionerne på Fyn.

- Der er ingen tvivl om, at der er brug for det - men vi har ikke brug for mere af det samme. Ikke flere standardløsninger. Der er brug for mere fleksibilitet, så en børnefamilie kan trække en time eller to ekstra, når behovet opstår, siger direktør Jytte Reinholdt.

Bør bruges andre steder

Men forslaget falder ikke i god jord hos formand Lars Søgaard fra BUPL Fyn. Han mener, at pengene bør gå til den nomering, der i forvejen er presset økonomisk:

- Det er ikke en god idé. Det største problem er, at nomeringerne er for ringe i Odense. Hvis man vil bruge flere penge på området, så skal de bruges på bedre nomeringer. De er for dårlige, siger Lars Søgaard.

De fire millioner kroner, som de borgerlige partier vil sætte af, kan blandt andet gå til ansættelse af flere pædagoger.