Busselskab følger trop: Totalt forbudt at ryge på Odense Banegård

Fra i dag er det forbudt at tænde en cigaret på Odense Banegård. Det gør Odense til den første helt røgfri banegård i landet, efter busselskabet FynBus er hoppet på DSB's røgfri vogn.

Rygerne må fremover gå udenfor Odense Banegårds område, hvis de vil nyde en cigaret. Både på busholdepladsen og på perronerne er rygning fra i dag forbudt. (Foto: © iris, Scanpix)

Rygeforbuddet på alle DSB's stationer træder i kraft i dag, men i Odense tager man skridtet videre.

Banegården i Odense bliver som landets første fremover helt røgfri, efter busselskabet Fynbus har valgt at følge DSB's eksempel.

Marketingschef i DSB, Christian Linnelyst, er glad for busselskabets støtte, og han glæder sig over, at Odense Banegård nu bliver fri for røg og skodder:

- Vi er glade for, at Fynbus nu bakker op om vores rygeforbud. Arriva har jo gjort det samme i Jylland på deres stationer, og det gør det jo nemmere for vores kunder at forstå, når reglerne er ensrettede.

Ryger: Jeg stopper ikke med at ryge

Til morgen var rygeforbuddet dog ikke noget, som passagererne fulgte. Mindst fem personer stod og røg, da P4 Fyns reporter var på stedet.

Rygeren Niels Rasmussen var en af dem, der valgte at se stort på forbuddet. Han har ikke tænkt sig at lade være med at ryge, men mener i stedet, at det er nok at tage hensyn:

- Jeg stiller mig ikke i en flok og ryger. Jeg går bare stille og roligt hen til siden og generer ikke nogen.

DSB: Hensynet til ikke-rygerne vejer tungest 

Rygeforbuddet vil især kunne mærkes på Odense Banegård, hvor mange rygetrængende benytter stoppet til at gå ud af toget og tage nogle hvæs, inden toget kører videre.

Men det er vigtigere at tænke på de andre passagerer, siger Christian Linnelyst:

- Vi har rigtig mange børn og unge, der rejser, og dem har vi også en forpligtigelse til at tilbyde en rejse uden røg.

Det er drift- og sikkerhedschef hos Fynbus Jan Gudman Hansen enig i.

Hverken DSB eller Fynbus vil straffe rygere

DSB opfordrer medpassagerer til at give rygerne en venlig opfordring, ligesom togpersonalet vil gøre det. Der vanker derfor ingen bøder, hvis man overtræder rygeforbuddet, siger Christian Linnelyst:

- Vi tror ikke, at der kommer de store problemer ud af det, og skulle det være, er vores personale også instrueret i konflikthåndtering.

DSB håber med rygeforbuddet at kunne spare millioner af kroner årligt på at slippe for at samle skodder op.