Fem undertrøjer, fem underbukser og et tæppe.
Det var indholdet i bosniske Almira Vojnikovic’s kuffert, da hun sammen med sin familie flygtede fra det tidligere Jugoslavien i 1995.
Storesøster Almira var 14 år, mens hendes lillesøster var 12 og lillebror 9.
Før Danmark havde familien boet fire måneder en flygtningelejr i Kroatien. Lange dage med uro og uvished om fremtiden og den resterende familie, der stadig befandt sig i borgerkrigen.
Almiras teenagetankemylder forsvandt dog 29. november 1995. Bussen var kommet til Aunstrup, og med en kort lyd åbnede døren.
- Alt var hvidt, og sneen gik mig næsten til hoften. Det var en mærkelig følelse. Men så gik en dør op, og folk stod og smilede til os. Det øjeblik og den lykke, jeg følte, glemmer jeg aldrig, siger Almira.
Lær nu dansk
Kort efter indlogeringen begyndte familien at forberede sig på et nyt liv. Almira gik med sine søskende til danskundervisning om formiddagen, forældrene om eftermiddagen.
- Efter første dag sagde mine forældre, at vi alle skulle lære dansk hurtigst muligt. De håbede på at komme hjem til Bosnien på et tidspunkt, men uanset fremtiden, så skulle vi lære dansk, fortæller Almira.
Skelettet af en dansk hverdag begyndte at tage form for familien Vojnikovic, og godt to år efter modtagelsen i Aunstrup fik de og 17.460 andre bosniske krigsflygtninge opholdstilladelse.
Familien flyttede i lejlighed på Langeland. Et ø-samfund, der viser sig at spillede en afgørende rolle i Almiras integration.
- Alle så mig som Almira, og ikke bare som en flygtning. Ikke at det er noget negativt, men alle tog imod mig med åbne arme, og gav mig den chance, jeg føler, jeg skulle bruge for at integrere mig, siger hun.
- Vi har været en byrde
Selvom Almira var bagud, bestod hun 10.klasse og besluttede sig for at tage på handelsskole i Svendborg. Det var i slut 90’erne, hvor Dansk Folkeparti havde vokseværk.
Det gav heftige debatter i samfundsfagstimerne i Almiras klasse. Flygtninge, penge og integration blev tit diskuteret, og Almiras sprog kunne ikke følge med.
- Jeg blev rigtig såret, fordi jeg ikke kunne argumentere og fortælle mit syn på tingene. Jeg kunne ikke forsvare mig, siger hun.
Debatten slog rod og blev en fast del af ikke bare Almiras liv, men hele familiens, samt måden forældrene opdragede Almira og hendes søskende.
- Mine forældre har altid sagt, at vi var en byrde for det danske samfund. Det var vi jo de første år, da vi kom i landet. Derfor skulle vi i det mindste lære så meget som muligt, så vi hurtigt kunne betale al hjælpen tilbage, siger hun.
I 2000 søgte Almira en læreplads, og efter tre samtaler med Bjørn og Lene Haaning, ejerne af tøjbutikken Gine, fik hun jobbet. To år efter afsluttede hun fagprøven med et 13- tal som den første af butikkens elever.
Hun havde afsluttet sin uddannelse, men der var stadig noget, der manglede. Forbindelsen til hendes bagland. Kort tid efter tog Almira derfor til Bosnien for at finde sit barndomshjem.
- Det hele var væk. Alt fra møbler til vindueskarme og døre var taget ud. Jeg fandt først ud af, hvor mit rigtige hjem var, da jeg kørte over Langelandsbroen og følte mig lettet, siger Almira.
Hjerterum på Langeland
I Rudkøbing ventede jobbet i tøjbutikken. I 2006 blev hun gift med Almir, der selv er bosnisk, og parret har nu to sønner på fire og ni år.
I 2010 hev ejerne af Gine Almira ind på kontoret.
- De spurgte, om jeg ikke havde lyst til at overtage butikken. Jeg var paf og græd af glæde, siger Almira.
Syv år senere er Gine så besøgt, at Almira og de seks medarbejdere løber hurtigt. Det travle job gjorde også, at Almira måtte kvitte jobbet i den lokale ungdomsklub. Men hun omtaler stadig de unge som ”mine børn”.
- Jeg føler et enormt ansvar for at fortælle, hvor heldige vi som flygtninge er. Derfor er det enormt sårende at se, hvordan nogle misbruger samfundet. Man nedværdiger simpelthen det land, der har taget en ind, siger Almira, mens hun spænder kæben og fortsætter:
- Alle flygtninge bør i det mindste vise, hvor taknemmelige de er. Vi er heldige, at et land tager mod os, da vi havde det allersværest, siger hun.