Blodrøde tal: Bios underskud bliver større en forventet

Store udgifter til overarbejde og omskoling af tyskere reddere koster ambulanceselskabet Bios dyrt.

Det er ekstraordinært store opstartsomkostninger på 25 millioner kroner, der giver Bios et større underskud i 2015 end forventet. Det fortæller direktør Morten Hansen (tv.) (Foto: Claus Fisker/Scanpix 2016) (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Mandskabsproblemer, manglende ambulancer og nu et regnskab med blodrøde tal på bundlinjen.

Sådan kan man kort opsummere året 2015 for ambulanceselskabet Bios.

Virksomheden, der overtog ambulancedriften i Region Syddanmark i september sidste år, kommer ud af 2015 med et underskud, der er større end forventet.

Det fortæller direktør, Morten Hansen.

- Vi har brugt penge i 12 måneder, men tjent penge i fire måneder. Så det er klart, at 2015 var for os primært et opstarts- og implementerings år. Dermed giver det sig helt naturlig også udslag i et negativt resultat for året, siger han.

Morten Hansen forklarer, at det særligt er ekstraordinært store udgifter til overarbejde, samt rekruttering og omskoling af tyskere reddere på 25 millioner kroner, der har kostet på bundlinjen.

Regionen: Underskud er Bios’ egen sag

Tidligere har Bios gjort det klart, at selskabet har en presset økonomi.

Derfor mener selskabet også, at Region Syddanmark bør betale en del af de ekstraordinære opstartsudgifter på 25 millioner kroner.

Regionen har ifølge Bios ikke har gjort nok for at sikre en glidende overgang fra Falck til Bios, ligesom man heller ikke har informeret Bios om den reddermangel, der potentielt kunne ramme selskabet.

I Region Syddanmark er regionsrådsformand Stephanie Lose (V) ikke overrasket over, at Bios fortæller meget åbent om den pressede økonomi.

Hun slår fast, at underskuddet og de økonomiske udfordringer, er Bios egen sag.

- Det er en risiko, når man handler med en privat virksomhed, at den private virksomhed kan få økonomiske problemer. I regionsrådet har vi ét ansvar, og det er at sikre, at der kører ambulancer. Derfor er vi selvfølgelig forberedt på alle de scenarier, der kan opstå, og det er vores opgave. Bios’ økonomi i øvrigt er et Bios-anliggende, siger hun.