Bliv vildmand: Mandehørm og meditation hjælper mod stress

En kombination af meditation, natur og mandehørm har hjulpet flere stressramte mænd i Svendborg Kommune. Projektet "Vildmænd" skal nu blåstemples af forskning.

Meditation og dybe vejrtrækninger i naturen - krydret med mandehørm. Det er en del af kurset "Vildmænd", som stressramte mænd i Svendborg Kommune har gode erfaringer med. (Foto: © Anna Hjortdal, DR FYN)

Dybe vejrtrækninger, gåture i skoven og tyk mandehørm. Det er nogle af ingredienserne i den kur, som stressramte mænd fra Svendborg Kommune har fået i løbet af det sidste år.

Den kur ser ud til at virke. I hvert fald får projekt ”Vildmænd” mange rosende ord med på vejen i evalueringsrapporten, og deltagerne fortæller selv, at de har fået det bedre.

Men hvis tilbuddet skal udbredes til resten af landet, så er forskning nødvendig, fortæller naturvejleder og leder af ”Vildmænd”, Simon Høegmark.

Han er derfor begejstret over, at kommunen nu har givet grønt lys til forskning i effekten af kurset.

- Det er svært at få politisk opbakning, hvis ikke der er forskning bag. Derfor kan empiri blåstemple ”Vildmænd”, siger han.

Kun for mænd

Projektet er beregnet til mænd - og kun mænd.

For det er særligt mænd, der har svært ved at tale åbent om stress, depression eller anden sygdom. Det skyldes frygten af at blive forladt, mener Simon Høegmark.

- Vores hjerner er stadig de samme som i jæger og samler-tiden for flere tusind år siden. Hvis mændene blev alvorligt syge, så forlod konen dem. Det er samme mekanisme, og sygdommen bliver et tabu, siger han.

Frygten for at tabe ansigt, virke svag og være syg gør kun ondt værre, fortæller naturvejlederen.

Faldt i et sort hul

En af de mænd, der har mærket stress og depression på egen krop er 59-årige Thomas Qvarfot, som er sygemeldt fra sit job som skolelærer.

Hvad der begyndte som stress, søvnløse nætter og dårlig hukommelse endte med en dyb depression, og hans omgivelser var bange for, at han ville tage sit eget liv.

- Jeg blev fyret fra mit arbejde gennem 25 år på samme skole. Jeg gav slip, og faldt i et stort, sort hul. Det var forfærdeligt. Jeg kunne ingenting og spiste ingenting. Jeg levede af kaffe og mazarinkage, siger han.

Gennem sit sygdomsforløb har Thomas Qvarfot mødt mange kvinder gennem sundhedsystemet. Kvindelige psykologer, kvindelige sygeplejersker, kvindelige læger.

- Jeg blev ved med at krænge min sjæl ud til kvinder, og det hjalp ikke. Derfor var det helt nyt at prøve et kursus – kun for mænd. Det var helligt, siger han.

Måneder med natur og meditation har virket.

- Jeg føler en indre ro, og jeg får fornemmelsen af,at nu kan jeg igen. Det er som om, jeg er urokkelig og ikke kan skubbes omkuld, siger han.

Thomas Qvarfot håber på at få sin raskmelding efter jul.

Naturen er et helle

Frisk luft, bølgesvulp og vind gennem trækronerne betyder nemlig mere for vores sundhed, end hvad vi går og tror. Målinger viser, at vores velværehormoner har lettere ved at suse gennem kroppen i naturen.

- Samtidig får vi færre angsthormoner, fordi naturen altid har været vores helle. Det er her, vi har kunnet gemme os, slå lejr og leve. Derfor er naturen det sted, du allerbedst kan arbejde med din stress, siger Simon Høghmark og tilføjer, at forskningen gerne skulle blive til et internationalt springbræt.

Forskningsprojektet er et samarbejde mellem SDU, Svendborg Kommune og Smertecenter Syd på Odense Universitetshospital