Bios-direktørs kone gik undercover for at skaffe oplysninger hos SF’er

Bios-direktør Morten Hansens kone fiskede i august oplysninger ud af folketingsmedlem Karsten Hønge (SF). Hun udgav sig at være en almindelig borger, der lavede en akademisk undersøgelse.

Flere politikere opfordrer Region Syddanmark til at kalde Bios' direktør, Morten Hansen, til en kammeratlig samtale. (Foto: © Dr Fyn, DR FYN)

I august fortalte TV Syd, at SF's folketingsmedlem Karsten Hønge under sin valgkamp havde fået 10.000 kroner fra Falck-reddernes interesseorganisation, Reddernes Landsklub.

Det fik blandt andet Bios-direktør Morten Hansen til at kritisere SF’eren, der i flere måneder havde langet hårdt ud efter Bios.

Men nu viser en mailkorrespondance, at det var Morten Hansens kone, Mette Ekeroth, der fiskede oplysningerne ud af Karsten Hønge.

Mette Ekeroth, der på daværende tidspunkt var ansat i Udenrigsministeriet, udgav sig i for at være en almindelig borger, med en stor interesse i dansk politik og en baggrund i statskundskab. Hun var i gang med de indledende undersøgelser til en videnskabelig undersøgelse af økonomiske donationer til politikere. Mette Ekeroth fortalte dog på intet tidspunkt i mailkorrespondancen, at hun var gift med Bios-direktøren.

Sagen skadede Hønge

Historien om det økonomiske tilskud til Hønges valgkamp kom ubelejligt, da Karsten Hønge havde været meget kritisk over for Bios, siden selskabet vandt det syddanske ambulanceudbud tilbage i august 2014.

Flere eksperter rettede efterfølgende en kritik af Karsten Hønge, da donationen fra Reddernes Landsklub svækkede folketingspolitikerens troværdighed, fordi det skabte tvivl om, Karsten Hønge kun var kritisk, fordi han havde modtaget penge fra Falck-redderne.

Det afviste både han og Reddernes Landsklubs formand, Vagn Flink. Formanden understregede over for flere medier, at det var naturligt, at klubben ydede økonomisk støtte til politikere, der arbejdede for bedre forhold for redderne.

Politikere undrer sig

Bios' direktør, Morten Hansen, har ikke ønsket at kommentere sagen.

Fremgangsmåden fra Mette Ekeroth undrer dog flere regionsrådsmedlemmer.

- Når en politiker bliver kontaktet på den her måde, og det er skjult hvem det er, så er det jo ikke en måde at have et samarbejde på. Og det er helt rimeligt at præcisere det over for Bios. Men i sidste ende er det op til Bios’ bestyrelse at sætte rammer op for, hvilken form for etik virksomheden og de ansatte skal efterleve, siger Poul-Erik Svendsen (S) til Tv2 Fyn.

Karsten Hønges partifælle, Ida Damborg (SF) kalder sagen for sølle.

- Det er ikke værdigt, at en person så tæt på Bios'ledelse ikke fortæller sandheden. Jeg synes det er bekymrende at folk så tæt på Bios forsøger at undergrave politikeres troværdighed, siger Ida Damborg (SF).

Hun opfordrer formand for Præhospitaludvalget i regionen, Thyge Nielsen (V), indkalde Morten Hansen til en kammeratlig samtale.

- Min tillid til Bios ligger på et ualmindeligt lille sted. Det er en situation, som undergraver tilliden til bios' ledelse, siger hun.

Udvalgsformand for Præhospitaludvalget, Thyge Nielsen, er ikke glad for sagen.

- Jeg vil ikke selv have brugt de metoder, men jeg ser ikke det her som et stort problem. Jeg tror godt, at redderne kan se forskellen, siger han.