Ærøsundfærgen er på vej mod havets bund

Miljøministeriet arbejder videre med planerne om at sænke en færge i det Sydfynske Øhav.

Ærøsundfærgen skal under havoverfladen i Svendborgsund. Her skal den skabe et kunstigt rev og tiltrække turister. (Foto: © Finn Johannessen, DR Fyn)

Hvordan sænker man lige en gammel færge, så den kan blive til et kunstigt rev. Det skal en gruppe, som miljøministeren har nedsat, begynde at kigge på i dag.

Gruppen er dannet på baggrund af arbejdet med Ærøsundfærgen i Svendborgsund.

Organisationen Naturturisme I/S har længe haft planer om at sænke den 54 år gamle og 55 meter lange færge.

For et halvt år siden blev det til et nej fra Transportministeriet til planerne, fordi der var en bekymring for, at færgen ville udskille for meget bly. Den bekymring er nu fjernet og sagen er genåbnet.

Dykkerne glæder sig

I aftes mødtes 40 dykkere med erfaringer fra hele verden for at give deres input til, hvilke regler, der skal være, når man vælger at sænke et skib. Og de er begejstrede ved udsigten til at kunne dykke i vraget fra Ærøsundfærgen.

- Det er en enestående mulighed for at udnytte den gamle færge, som har sejlet på den rute i mange år, siger Anders Buch, formand for dykkerklubben Delfinen i Svendborg.

Han ser færgen som en god mulighed for at uddanne dykkere i sikker dykning ved vrag, og samtidig vil fisk og planter få de naturlige gemmesteder tilbage, som er forsvundet i forbindelse med stenfiskeri. 

Det skaber miljø på havbunden

Gennem de sidste hundrede år er der i Danmark bygget blandt andet havnemoler af store sten. 

En stor del af dem er blevet fisket op fra havbunden. Det er gået ud over fiskenes gemmesteder og plantelivet på havets bund.

 - Vi kunne smide mange tons sten ud - eller en færge. Resultatet er sådan set det samme. Det skaber noget miljø for vores frisk og krabber, siger Anders Buch.

 I juni er der, hvis alt går efter planen, blevet lavet nye retningslinjer for, hvordan man skaber kunstige rev af blandt andet en gammel færge som Ærøsund.