Ærøboere vil redde insekterne

En gruppe ærøboere vil plante blomster rundt omkring på øen for at give insekterne bedre levevilkår.

Christina Sommer giver omkring en hektar jord til projektet 'Blomstrende Ærø'. (Foto: © Carsten Sommer)

- Vi kalder det 'Den Grønne Ørken'.

Sådan beskriver Dorit Lassen landskabet på Ærø.

Dorit Lassen flyttede fra Tyskland til Ærø i 2008. Hun kom til øen på grund af den smukke og blomstrende natur. Men naturen har ændret sig meget de seneste 10 år, fortæller hun.

- Da jeg flyttede her til, var der masser af blomster i vejkanterne rundt på hele øen, men de er nærmest helt væk nu. Der er slet ikke noget liv og smukke farver tilbage, og det hele er bare grønt og kedeligt, fortæller hun.

Derfor er hun sammen med andre lokale gået sammen om at stifte foreningen 'Blomstrende Ærø' i håb om at kunne få flere blomster rundt omkring for øen.

For den meget grønne og ensartede natur har haft store konsekvenser for insekterne.

- Når rapshøsten er færdig, så er der faktisk ikke mange blomster tilbage, hvor de kan få nektar og pollen. Det betyder, at hvis ikke vi giver dem kunstig mad, altså sukkervand, i juli måned, så sulter de, fortæller Erik Teglbjærg, der er formand for Ærø Biavlerforening.

Christina Sommer har en gård sammen med sin mand på Ærø og har valgt at bidrage med et stykke deres jord til projektet. (Foto: © Carsten Sommer)

Allerede nu har cirka 20 lodsejere givet tilsammen 10 hektar jord til projektet. Her skal der plantes forskellige blomster, der skal give insekterne bedre levevilkår. En af lodsejerne er Christina Sommer.

- Lige nu er det jo bare en grøn og kedelig græsmark. Vi har ingen traktorer eller såmaskiner, så derfor har det faktisk i noget tid været en udfordring for os at få gjort noget ved det. Så da vi (Christina Sommer og hendes mand red.)hørte om det her projekt, blev vi meget glade, siger hun.

Få insekter tilbage

Det er ikke kun på Ærø, at der er mangel på insekter. Et tysk studie fra 2017 viser, at antallet af flyvende insekter er faldet med omkring 75 procent siden 1989, fordi de har svært ved at finde føde og steder at bo.

Anne Erland Eskildsen, der er biolog og specialkonsulent i natur hos Videnscentret Seges, er glad for initiativet på Ærø, fordi der er et stort behov for det.

- Hvis vi kigger ud over landskabet i dag, så er det meget anderledes end for 100 år siden. Der er eksempelvis færre græssende køer og heste, hvilket betyder, at der heller ikke er så mange enge og heder, hvor dyrene plejede at gå. Det er netop sådanne steder, som insekterne har brug for, da de her kunne både leve og finde føde, siger hun.

Det faldende antal af insekter er ret alvorligt, fordi insekterne er fødegrundlag for rigtig mange andre arter, især fugle.

- Vi kan se, at der sker en tilbagegang af de fugle, der lever af store insekter. Så det går jo hele vejen op gennem fødekæden, siger Anne Eskildsen.

Der er dog masser af mulighed for at gøre noget ved problemet, fortæller forskeren.

- Nogen gange handler det om at lægge sig i hængekøjen og ikke have så travlt med at holde sin have pæn og ordentlig. For insekterne kan faktisk bedre lide at være steder, hvor det gror lidt vildt, siger hun og fortsætter:

- Men selvfølgelig ville det være rigtig godt, hvis vi kunne få landmændende til at gøre noget ved det også, da de råder over meget større områder, siger hun.

Lidt vej endnu

På Ærø er der dog lidt vej endnu, inden Erik Teglbjærg og Dorit Lassen kan komme ud og plante blomsterne rundt omkring på øen. Først skal der afholdes stiftende generalforsamling, og derefter går jagten ind på at skaffe penge til blomsterfrø.

- Vi skal søge nogle forskellige fonde, da blomsterfrø er utrolig dyre. Vi søger om i alt 100.000 kroner, hvor de 50.000 skal gå til det, og resten er til at få jorden gjort klar til at frøene skal plantes, fortæller Erik Teglbjærg.