Det er nok de fleste mænds værste mareridt. At ligge i sengen med en sød kvinde eller mand, og så virker udstyret ikke, ligemeget hvor meget du prøver. Penis vil simpelthen ikke rejse sig.
Men for 20 år siden kom redningsplanken, da den amerikanske medicinalvirksomhed Pfizer kom på markedet med den lille blå pille, viagra.
Og i dag sælges der flere piller mod potensproblemer end nogensinde.
Det fortæller Per Nielsen, der er analysechef ved apotekerforeningen.
- Frem til 2013 er der sket en gradvis stigning i salget. Men da patentet udløb i 2013, kom der et meget kraftigt prisfald, og det har ført til et øget salg. Faktisk er der sket en firdobling, fortæller han.
Det var firmaet Pfizer, der fra 1998 frem til 2013 havde patent på viagra. I den periode kostede det omkring 100-120 kroner per tablet. Da patentet udløb, kom der en masse kopier på markedet, der havde præcis samme indhold, men kostede under fem kroner per tablet.
Pikken har ret
Sexolog Joan Ørting kan godt se fordele ved, at prisen er faldet, så flere har mulighed for at bruge viagra.
- Det er jo en redningsplanke for mange. De ser det jo som en fiasko, hvis ikke de kan få den op at stå, siger hun.
Men overordnet set mener sexologen, at der er for mange, der bruger pillen, selvom de egentlig ikke har brug for den.
- Folk er blevet så opsatte på at være perfekte, og de har en kæmpe frygt for ikke at præstere tilstrækkeligt. Derfor skal der bare en enkelt gang med problemer til, og så skynder vi os ud og køber piller, siger hun.
I stedet for at købe piller mod potensproblemer med det samme mener Joan Ørting, at folk skal give det lidt tid.
- Det er lidt at hoppe over, hvor gærdet er lavest. I stedet bør vi stå ved os selv. Det er altså normalt, at det tager nogle dage, uger eller måneder før en mand kan få rejsning. Det er da helt okay, at han først skal lære kvindens krop at kende og være tryg i situationen før han kan. Og pikken har altså altid ret. Når den vil, så vil den, siger hun.