- Det er ærgerligt og frustrerende. Sådan lyder reaktionen fra den bornholmske svineproducent Karsten Westh på, at svenske politikere og forbrugere ser ud til at vender sig mod dansk svinekød.
Karsten Westh er formand for svineproduktionsudvalget i Bornholms Landbrug.
Det svenske riksdagsmedlem Hans Hoff foreslår blandt andet et totalforbud mod dansk svinekød i Sverige.
Har kostet fire menneskeliv
Forslaget kommer, efter at den svenske avis Dagens Nyheter mandag beskrev, hvordan den resistente svinebakterie MRSA nu har kostet fire mennesker livet i Danmark, og at næsten ni ud af ti konventionelle danske grise bærer på MRSA-bakterien.
Men smitten overføres ifølge Fødevarestyrelsen ikke via svinekødet, så en del af problematikken er også uvidenhed fra svensk side, mener Karsten Westh.
- På mig virker det hysterisk, siger han.
Mange vil boykotte dansk svinekød
En afstemning blandt mere end 10.000 læsere af den svenske avis Expressen viser, at mere end tre fjerdedele er klar til at boykotte dansk svinekød på grund af svinenes leveforhold i de danske stalde.
Og to svenske supermarkeder har allerede boykottet dansk svinekød.