Restauranters brug af trendy urter skal kontrolleres

Skovsyre, strandkål og andre urter fundet i den danske natur er kommet på menukortene. Fødevarestyrelsen vil nu undersøge, om restauranterne har styr på urterne.

Urter fra den danske natur bliver brugt flittigt i det nordiske køkken. (Foto: © Lis Eilsøe, DR)

Ramsløg, strandkål og sødskærm, var for få år siden ikke noget man spiste, når man gik på restaurant.

I takt med det nordiske køkkens udbredelse, har danske urter fået en fast plads på mange menukort.

Derfor vil Fødevarestyrelsen nu tjekke om restauranterne har styr på urterne.

- Det er blevet rigtig trendy at bruge urter fra den danske natur, så vi vil gerne se, hvad restauranterne bruger, og om de er bevidste om, hvad det er, de bruger for det er ikke alle typer urter, der egner sig til at blive spist, siger tilsynsførende Helle Tind fra Fødevarestyrelsen.

- Vi har oplevet almindelige forbrugere, der er kommet galt af sted med at bruge for eksempel liljekonvaller i stedet for ramsløg, men vi ved ikke, hvordan det står til på restauranterne, siger hun.

Kok: Vi kontrollerer selv urterne

Kok på Green Solution House i Rønne Casper Sundin hilser kontrollen velkommen.

Men kokkenes kontrol af fødevarer er den samme uanset om det er tale om urter eller kød, mener han.

-Vi kokke undersøger tingene til bunds. Det er det samme med en fisk, hvis den måske ikke lugter rigtigt, så ryger den ud. Det gælder også for urterne, og så smager vi jo altid på tingene, siger Casper Sundin.

150 restaurationer over hele landet vil få besøg af Fødevarestyrelsen i løbet af kampagnen, som begynder i maj.