Politikere sagde ja til asylcenter på Bornholm

De første asylsøgere ankommer til øen på mandag.

På mandag kommer de første af mindst 300 asylansøgere til Bornholm - og de vil blive indkvarteret på det tidligere plejecenter "Slottet" i Rønne.

Det står klart efter kommunalbestyrelsens behandling mandag aften af sagen om at få et asyl-center til øen.

"Slottet" vil i løbet af de kommende uger blive hjem for 240 personer - formentlig især folk fra det borgerkrigshærgede Syrien.

Frygt for kriminelle

I løbet af efteråret skal der så findes endnu et sted til asylansøgerne, så Bornholm kan levere de mindst 300 pladser, som Udlændingestyrelsen kræver for at indgå en kontrakt.

Det er konsekvenserne af en beslutning fra et klart flertal på 22 ud af 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen på mødet mandag aften.

En af nej-stemmerne kom fra den konservative René Danielsson, der under debatten påpegede, at asylsøgerne kunne blive en belastning for det bornholmske samfund:

- Sidste år var der 1915 asylsøgere, svarende til 25 procent, der blev sigtet for overtrædelse af straffeloven. I 2012 var det 37 procent. Det her er ikke for at stemple de mennesker, der kommer, men jeg er nødt til at bringe de ubehagelige fakta op for at belyse bagsiden af medaljen, sagde René Danielsson.

Enhedslisten: Det tager vi hånd om

En af ja-sigerne er Enhedslistens Morten Riis. Han lagde på mødet vægt på, at sagen ud over det rent menneskelige også giver økonomisk gevinst - blandt andet to millioner kroner om året for at leje "Slottet":

- Der er en lejeindtægt. Der er også de penge asylsøgerne får. De skal jo have mad på bordet og tøj på kroppen, sagde Morten Riis.

Og han er ikke så bekymret for risikoen for øget kriminalitet:

- Selvfølgelig vil der være problemer, men dem må vi tage hånd om. Udlændingestyrelsen siger, at der er en nultolerancepolitik, hvor kriminalitet bliver politianmeldt, og det er vel sådan det skal være?, sagde Morten Riis.

De nye pladser, der skal findes til de resterende asylansøgere, kan for eksempel findes ved at lave en aftale med et feriecenter, når turistsæsonen er slut.

Den tidligere Nyker Skole er derimod helt ude af spillet efter et ønske fra især partiet Venstre.