Det er ikke nogen hemmelighed, at det er vanskeligt at finde et sted at bo under Folkemødet på Bornholm.
Men nu viser det sig, at selv ikke politiet har fundet indkvartering til de mange betjente, der skal arbejde under Folkemødet.
Det siger Politiforbundets formand, Claus Oxfeld.
- Det er noget rod for at sige det ligeud, og vi så selvfølgelig helst, at der var styr på det nu, siger han.
Efterlyser politisk hjælp
Folkemødet begynder om blot tre uger, og Claus Oxfeldt efterlyser politisk hjælp til at finde tag over hovedet til de mange betjente.
Politiet er nemlig under pres i forvejen, understreger han.
Det skyldes blandt andet terrorangrebene i København, der trak voldsomt på politiets ressourcer.
Men det skyldes også de opgaver, der er opstået, efter at den hollandske islamkritiker Geert Wilders og den græske politiker Georgios Epitideios fra det ultranationalistiske parti Gyldent Daggry har meldt deres ankomst til Folkemødet.
- Det er i forvejen svært at finde indkvartering under Folkemødet. Det er det for alle. Og derfor kunne jeg godt ønske mig en hjælpende hånd fra politisk side, så politiet ikke selv skal stå med ansvaret for at finde indkvartering af betjentene, siger Claus Oxfeldt.
10 gange flere betjente i år
Af sikkerhedsmæssige årsager vil politiet ikke oplyse, hvor mange betjente der vil være på Folkemødet i år.
Men Claus Oxfeldt har tidligere anslået, at antallet af politibetjente vil være "mindst tidoblet" i forhold til tidligere år.