Det er bornholmske patienters eget ansvar, at de har gyldigt id, når de skal rejse gennem Sverige til et sygehus i København.
Ellers vil man blive afvist, så man ikke kan komme over til livsvigtige behandlinger eller operationer.
- Det er simpelthen altafgørende, at patienterne har id på sig, hvis de skal overføres, siger administrationschef på Bornholms Hospital, Pernille Wedel.
Hun er bekymret over situationen, fordi hospitalet ikke har nogen som helst mulighed for at gøre noget ved det eller hjælpe for eksempel ældre patienter, som kommer i problemer på grund af manglende pas eller kørekort ved rejse gennem Sverige.
Buschauffør afgør om syge rejsende må komme med
Sub-akutte patienter fra Bornholms Hospital sættes ofte på Rute 700-bussen, der kører til København over Ystad i Sverige. Med transportøransvaret kan chaufførerne havne i en situation, hvor de bliver nødt til at afvise en patient, der skal til behandling i hovedstaden. Det er helt urimeligt, mener John Jalkiewicz fra Johns Turistfart, der driver rute 700.
- Vi har mange patienter med - hvis en kræftsyg eller dialysepatient mangler id, må buschaufføren ikke tage patienten med. Det er en frygtelig situation at sætte chaufføren i, siger han.
John Jalkiewicz er generelt utilfreds med, at det er busselskabets ansvar, at de rejsende har gyldigt id.
- Vi har ingen som helst kompetence til at tjekke, om et pas er falskt, siger han.
Opdatering:
Lea Wermelin (S), øens lokale folketingsmedlem, har tirsdag stillet en række spørgsmål til transportminister Hans Christian Schmidt, hvor hun beder ministeren svare på om han vil arbejde for mere lempelige svenske regler, så blandt andet sygetransporter lettere kan komme igennem Sverige.