Nye studenter vælger sabbatår

Kun en ud af fire valgte sidste år at starte direkte på en videregående uddannelse efter gymnasiet.

De studerende har godt af en pause fra studierne. Tit bliver de mere afklarede om, hvilken videregående uddannelse de skal ind på, mener studievalgsvejleder. (Foto: © Kristoffer Sutton, DR bornholm)

I disse dage springer studenterne ud i hobetal fra de gymnasiale uddannelser i hele landet. Tre ud af fire af dem vælger, hvis mønstret fra sidste år fortsætter, at holde sabbatår.

Amalie Stærke og Mads Svendsen er to unge nyslåede studenter fra Amerikalinien på STX under Campus Bornholm.

De hører til den store gruppe af studenter, som ikke har tænkt sig at gå den direkte vej lige fra gymnasiet og ind på en videregående uddannelse.

- Jeg føler mig for ung til at starte med det samme. Jeg er 18 år, og jeg har god tid til at finde mig til rette i samfundet og tjene nogle penge, siger Amalie Stærke.

Hun regner med at starte på dansk på universitetet til næste sommer efter et års arbejde og rejse til England.

- Det har været hårdt arbejde de sidste tre år, fordi jeg gerne ville have gode karakterer. Uu har jeg brug for et pusterum. Samtidig tænker jeg, at et år væk fra skolen udvikler mig, siger hun.

Unge bliver mere afklaret af sabbatår

Studievalgsvejleder Claus Gjerrild rådgiver de unge bornholmere, og han oplever, at sabbatår kan være meget givende for de unge.

- Det er påfaldende, hvor meget folk kan nå at ændre sig på et år. De tænker helt anderledes og er tit blevet tændt på en helt anden uddannelse, end de oprindeligt havde tænkt sig, siger han.

Campus Bornholms seneste tal viser, at 93 procent af de optagede på de videregående uddannelser i 2015 fra Bornholm havde afsluttet deres gymnasiale uddannelse senest to år inden, de begyndte på den videregående uddannelse. På landsplan er det tal 82 procent.

Hundredvis af studenter mødtes i dag på Store Torv i Rønne for at fejre deres nyerhvervede huer.