Mens snevejret er stoppet de fleste steder i landet, fortsætter det på Bornholm

DMI varsler risiko for snefygning på Bornholm indtil klokken 18 torsdag aften.

Mens det voldsomme snevejr i store dele af Danmark har aftaget i løbet af torsdagen, så er det stadig i gang på Bornholm.

Det har sneet siden onsdag aften på øen, og prognoserne viser, at det vil forsætte til torsdag aften.

Faktisk er der faldet så store mængder sne, at det har fået Bornholms Regionskommunes vintertjeneste til at indsætte ekstra mandskab på sin snerydningskøretøjer.

- Vi har gearet op på det overordnede vejnet. Det betyder, at vi har kaldt et ekstra køretøj ind, og det vil sige, at der bliver 10 biler (snerydningskøretøjer, red.) på vejene, fortæller vagthavende i Regionskommunen, Tina West.

Selvom snevejret har efterladt hele øen i et hvidt snedække, så er det især Midt- og Nordvestbornholm, der er hårdt ramt af de store snemængder.

Det gælder blandt andet byen Klemensker.

Her blev selv øens vintertjeneste for en stund slået ud af kurs, da et snerydningskøretøj endte på tværs af en af øens større veje, Bedegadevej, tidligere torsdag.

- Der var glat, og så gled han ud i rabatten. Men han kom heldigvis forholdsvist hurtigt fri, og heldigvis var der ikke sket ham noget, siger Tina West.

- Men det (episoden, red.) medfører også bare, at det, vi skal huske på, er, at der under sneen er is, så der er rigtig, rigtig glat derude, fortsætter hun.

Piranha i aktion

Det er ikke kun øens vintertjeneste, der er ude på de glatte veje i Klemensker.

Siden onsdag sen aften har der holdt en Piranha, der er et pansret militær-køretøj, ved Klemensker. Den holder klar, hvis snevejret skaber så store problemer, at der skal stærkere kræfter i brug.

Piranhaen, der i nat var i aktion, holder klar i Klemensker, hvis der bliver brug for den igen. (Foto: © Josefine Wieliczko - DR Bornholm)

Og det blev nødvendigt allerede natten til torsdag.

Mads Krahl, der er frivillig i det Bornholmske Hjemmeværn og en del af vinterberedskabet, var sammen med sin kollega på vejene i nat.

- Vi blev kontaktet af de Falckreddere, der er heroppe (Klemensker, red.), og de skal ud på en tur, hvor de ikke tør køre alene på grund af den mængde sne, der er. Så vi kørte med som backup og kunne assistere, hvis det skulle blive nødvendigt, fortæller Mads Krahl.

Siden aktionen i nat har Piranhaen holdt stille ved Klemensker. Men hvis det igen bliver nødvendigt at starte millitær-køretøjet, så er Mads Krahl og hans kollegaer klar til at hjælpe.

- Vi kan køre ud og henter patienter steder, hvor en ambulance måske ikke er i stand til at køre. Vi kan også køre foran dem og bane vejen, siger han.

Det Bornholmske Hjemmeværn regner med at være til rådighed ved Klemensker indtil fredag formiddag.

Hør Mads Krahl fortæller om, hvilke opgaver han og kollegaerne varetager.

'Kør efter forholdene'

Den store mængde sne har fået Bornholms Politi til at opfordre øens bilister til at køre efter forholdene.

For selvom Vintertjenesten har 10 snerydningskøretøjer på vejene, så når de ikke meget længere end øens hovedveje.

Og det giver udfordringer på de mindre veje, siger vicepolitiinspektør Henrik Schou.

- Der er meget sne, det er glat og det fyrrer. Det er primært hovedvejene, som Vintertjenesten formår at holde fri og farbare, så de små veje er vi udfordret med, siger han.

- Man skal køre forsigtigt og efter forholdene, slutter han.