Mads Kofod: Man bør tage ungdomsuddannelse som helt ung

Produktivitetskommisionens nye rapport er stærkt kritisk over for uddannelsessystemet. Mads Kofod fra Campus Bornholm støtter kritikken.

Direktør for Campus Bornholm, Mads Kofod. (Foto: © Lene Jensen, DR Bornholm)

Tirsdag formiddag udsendte Produktivitetskommisionen en rapport, som er stærkt kritisk over for det danske uddannelsessystem.

En stor del af rapporten handler om erhvervsuddannelserne. Det understreges, at Danmark har Europas højeste frafald på de uddannelser, og at søgningen til dem er halveret siden 1990.

Elever bør være yngre

Der skal derfor sættes ind på flere områder, og man mener blandt andet, at de unge bør gennemføre deres erhvervsuddannelse, inden de fylder 21 år.

Direktør for Campus Bornholm, Mads Kofod, er helt enig i den målsætning:

- Der er ingen tvivl om jo før, vi får dem, jo bedre mulighed har vi for at påvirke dem i en retning, der gør, at de gennemfører deres ungdomsuddannelse. Erfaringen viser, at jo ældre de er, når de kommer, des større frafald er der, siger Mads Kofod.

Han peger desuden på, at der i dag er mange unge, som først har haft nogle vanskelige år.

- Og det er ikke ligefrem befordrende til at komme i gang med en uddannelse, siger Mads Kofod. 

Flere anbefalinger

Produktivitetskommisionen anbefaler også ændringer i praktikpladssystemet, og man ønsker at få belyst, om det er hensigtsmæssigt at have gymnasie-, erhvervs- og andre ungdomsuddannelser integreret på samme institution.

Det er netop, hvad Campus Bornholm regner med at kunne realisere i en ny, stor samlet institution i 2017.