Kommunen arbejder på en slagteri-løsning

Bornholms borgmester er i dialog med Danish Crown om at redde slagteriet i Rønne.

Borgmester Winni Grosbøll er lige som slagteriarbejderne og svinebønderne på Bornholm i dialog med Danish Crowns ledelse om slagteriets fremtid. (Foto: © P4 Bornholm)

- Danish Crown er meget i mødekommende i forhold til at finde en løsning, som kan redde slagteriet.

Det siger borgmester Winni Grosbøll efter det første møde af flere med blandt andre direktør for Svinekødsdivisionen i Danish Crown, Jesper Friis.

For at kunne undgå en lukning, skal slagteriet finde besparelser på mellem 20-25 millioner kroner om året. Og Danish Crown har nogle meget konkrete forventninger til, hvad kommunen kan bidrage med i den forbindelse.

- Vi går nu tilbage og kigger på hele den kontakt, som kommunen har med slagteriet. Det handler blandt andet om spildevandsafgifter og distributionsafgifter, og så handler det om transportudgifterne, som vi må bære videre til Christiansborg, siger Winni Grosbøll.

Kommunen skal nu regne på, hvad man kan gøre for slagteriet.

- Det her er en meget stor opgave, og der er også regler for, hvad vi som kommune må gøre og ikke gøre, men der skal ikke herske tvivl om, at jeg vil kæmpe alt det, jeg kan, siger Winni Grosbøll.