Kommune vil hjælpe bofællesskaber på vej

Bornholms Regionskommune skal blive bedre til at hjælpe med alternative boformer, mener borgmester.

Roskilde Kommune har gode erfaringer med at hjælpe familier eller ældre på vej med at oprette bofællesskaber. Det skal Bornholm lære af. (© colourbox)

Bofællesskaber kan være løsningen, når der mangler billige boliger til blandt andre unge udviklingshæmmede, ældre og flygtninge.

Det kræver dog, at kommunen bliver bedre til at vejlede borgere, der gerne vil oprette en alternativ måde at bo sammen på.

Det mener borgmester i Bornholms Regionskommune Winni Grosbøll. Hun fortæller, at kommunen har en udfordring med at finde nok billige boliger til borgere, der ikke har råd til en dyr husleje.

- Vi kan se hos andre kommuner, at vi kan blive bedre til at være en aktiv medspiller ved at hjælpe potentielle beboere med at finde sammen i bofællesskab, siger hun.

Der er efterspørgsel efter den alternative boform fra især ældre, men indtil nu er flere idéer om bofællesskab for ældre strandet, forklarer Winni Grosbøll.

Gode erfaringer fra Roskilde

Derfor vil kommunen nu se på erfaringer fra blandt andre Roskilde Kommune.

Den midtsjællandske kommune har nemlig haft stor succes med at tiltrække nye indbyggere ved at forbedre mulighederne for at danne bofællesskaber.

Det fortæller Peter Krarup, der arbejder med området til dagligt i Roskilde Kommune.

- En stor del af beboerne er børnefamilier fra København, der vil bo i grønne omgivelser, men vi ser også flere og flere seniorer, der flytter til kommunen, siger han.

Siden årtusindskiftet har kommunen arbejdet med at gøre det til en attraktiv mulighed at etablere bofællesskaber og spille en mere aktiv rolle i tilblivelsen af dem, fortæller Peter Krarup.

- Vi hjælper borgerne med spørgsmål om, hvor de kan slå sig ned, hvor mange boliger, de vil bygge og om deres planer passer med lokalplanen, siger han.

Kommunalbestyrelsen i Bornholms Regionskommune mødes torsdag til temadag om øens boligpolitik.