Gratis taletid til de udsatte og hjemløse på Folkemødet

En fond skal sikre, at alle kan komme til orde på den politiske festival på Bornholm.

Teltpladser og lokale på Folkemødet er blevet så dyre, at der er behov for at give økonomisk støtte til de fattigste. (Foto: © Lis Eilsøe, DR)

Det skal ikke være prisen, der afgør, om en forening kan deltage i Folkemødet på Bornholm i juni.

Derfor skal der stilles et telt op på den politiske festival, hvor små eller fattige foreninger kan få gratis taletid, for den politiske festival skal netop sikre demokratiet - og det betyder, at alle skal kunne komme til orde.

- Vi frygter, at de små foreninger og svage grupper uden særligt mange penge kan blive klemt i Folkemødet i takt med, at det vokser og vokser, siger Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S).

Taletid til de fattige foreninger

Planen er, at Guldteltet - som det er blevet døbt - skal stå midt på Folkemødets mest attraktive plads, og det vil være forbeholdt foreninger som udsatte, hjemløse og TUBA, som tager sig af børn fra alkoholramte familer.

Guldteltet skal finansieres af en fond, som alle betalende deltagere yder et lille bidrag til.

Alle skal bidrage til telt-fonden

- Når man indbetaler pladslejen for sine meget store telte, kan man tage en lille brøkdel fra hver af de indbetalinger og i solidaritetens og fællesskabets navn skillinge sammen, så vi kan stille et telt til rådighed for dem, der ikke har særligt mange penge, siger borgmesteren.

- På samme måde kan de store og forholdsmæssigt pengestærke organisationer, der lejer sig ind andre steder i Allinge, også give et lille bidrag, siger Winni Grosbøll.

Hun håber, at Guldteltet allerede kan være virkelighed, når næste Folkemøde tales igang til juni. Ellers vil det være på plads allersenest i 2016, lover Winni Grosbøll.