Geert Wilders kan få bornholmere til at droppe Folkemødet

Hvis islamkritikeren Geert Wilders kommer til Folkemødet, vil nogle bornholmere blive hjemme. Andre byder ham til gengæld velkommen.

Jørgen Nørby fra Rønne så helst et folkemøde uden Geert Wilders. Ytringsfriheden misbruges, siger han. (Foto: © Kristian Volden)

Også på Bornholm deler den hollandske islamkritiker Geert Wilders vandene.

Nogle bornholmere vil ligefrem blive hjemme, hvis den kontroversielle politiker deltager i Folkemødet i år, sådan som Trykkefrihedsselskabet har opfordret ham til.

Én af dem er 65-årige Robert Pedersen fra Rønne.

- Min kone og jeg er enige om, at vi ikke skal til folkemøde, hvis han kommer. Dels fordi det føles utrygt, og dels fordi det er provokerende at invitere sådan en som ham herover, siger Robert Pedersen.

"Ytringsfriheden bliver misbrugt"

Også Jørgen Nørby, der er 80 år og fra Rønne, ville ønske, at Geert Wilders blev væk.

Han har dog tænkt sig at deltage i Folkemødet uanset hvad.

- Folkemødet er for alle, og det skal vi også være med til, siger Jørgen Nørby, der anerkender Geert Wilders' ret til at ytre sine holdninger.

- Men jeg synes, at man bruger ordet ytringsfrihed for ofte. Og folk misbruger ytringsfriheden. Der er ikke grund til at fornærme nogen. Man kan også godt være høflig, siger han.

Den 61-årige Rita Fræhr, der bor i Allinge og derfor har Folkemødet helt tæt på, siger, at hun blev "træt", da hun først fik nyheden.

Men i Folkemødets ånd skal Geert Wilders være velkommen, siger hun:

- Jeg synes, at alle har ret til at deltage, og det har han jo så også. Men jeg er ikke enig i hans holdninger, og jeg vil nok heller ikke komme og høre, hvad han har at sige.

Wilders er "hjertelig velkommen"

Spørger man Helle Madsen fra Nyker, så skal Geert Wilders naturligvis deltage i Folkemødet.

- Ligesom alle andre, der bliver inviteret herover, så skal han også være hjertelig velkommen til at komme og fortælle om sine holdninger. Det er jo det, Folkemødet går ud på, siger 39-årige Helle Madsen.

Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S), har allerede sagt, at der vil være mærkbart mere politi på dette års folkemøde, hvis Geert Wilders dukker op.

Frygt for terror

Og netop risikoen for terror bekymrer 36-årige Kari Thomsen fra Nylars.

- Jeg spekulerer på, om man ikke bare skal holde sig væk. Man ved jo aldrig, hvad der sker. Men jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke kan færdes frit, siger hun.

Det er fortsat uvist, om Geert Wilders kommer til Folkemødet. Trykkefrihedsselskabet har nemlig stadig til gode at sende sit endelige program til Folkemødets bestyrelse.