En venskabelig gåtur kan være med til at bygge bro mellem lokalbefolkningen og asylansøgere. Det er tanken bag integrationsprojektet Humanitær Folkevandring, som Røde Kors står bag.
I ni byer landet over skal lokale og asylansøgere lære hinanden at kende. Første folkevandring er i Rønne på torsdag.
- Vi har tidligere haft stor succes med andre projekter på netop Bornholm, og der er en række lokale foreninger og kommunen, der har meldt sig på banen til dette projekt, siger Uzma Ahmed, udviklingskonsulent hos Røde Kors og tovholder på projektet.
Venner kan hjælpe med praktiske udfordringer
Røde Kors oplevede i september et boom i antallet af hjælpere, da billederne af syriske flygtninge på motorveje fyldte i medierne. Men der er altså stadig behov for frivillige, fortæller Uzma Ahmed.
- Vi fik omkring 3000 opkald fra folk, som gerne ville hjælpe her og nu med boller og tøj. Men nu har vi det lange seje træk, som skal sikre, at alle får en god modtagelse og får en lokal ven.
- Det offentlige kan gøre meget, men venner betyder meget, og kan være indgangen til praktiske og kulturelle ting, siger Uzma Ahmed.