Færgeforlig betyder færre turister til solskinsøen

Den politiske aftale om fremtidens trafik til og fra Bornholm kommer til at betyde færre turister til Bornholm, siger øens turisterhverv.

I dag kan 10.000 passagerer rejse til Bornholm om dagen, men efter 2017 kan kun 9.000 tage den samme tur. Billedet her er fra ruten Rønne til Swinoujscie. (Arkivfoto) (Foto: © Lis Eilsøe, DR)

Som det er i dag kan Bornholmerfærgen tage 10.000 passagerer med om dagen. Men når færgeforliget træder i kraft i 2017, er der kun plads til 9.000 passagerer.

Ifølge Destination Bornholm er det et stort tilbageskridt for en færge, der i højsæsonen om sommeren allerede i dag er presset.

Og det er meget skuffende, mener Destination Bornholms direktør, Pernille Kofod Lydolph. Hun frygter, det vil gøre det mindre attraktivt for turisterne at tage til Bornholm.

Mindre kapacitet på de travleste dage

- Det er et eksempel mere på, at det her forlig er en stor skuffelse og dybest set ikke godt nok for turismen på Bornholm, siger Pernille Kofod Lydolph.

Hun påpeger, at turisme er Bornholms næststørste erhverv, og det kommer til at gå ud over den:

- Fordi vi jo ser, at kapaciteten bliver nedsat, og vi har tidspunkter på året, hvor der er stort pres på kedlerne, og så bliver vi naturligvis ramt, fordi kapaciteten nedsættes på de højkapacitetsdage, siger Pernille Kofod Lydolph.

Fremover vil Destination Bornholm arbejde for, at der kommer en fast morgen-, middags- og aftenafgang, som passer med de tidspunkter, turisterne gerne vil rejse på.