Dødelig kanin-virus er kommet til Danmark

Den såkaldte VHD-virus har taget livet af flere tamme og vilde kaniner på Bornholm. Forening frygter spredning til hele landet.

Flere bornholmske kaninbesætninger er ramt af frygtet virus. Nu er sygdommen også konstateret blandt vilde kaniner. (Foto: © Eun-Hae Choi)

Den frygtede VHD-virus er konstateret hos flere og flere bornholmske kaniner - både hos avlere og i det fri.

Bornholm har en stor bestand af vilde kaniner, og den er med til at sprede den dødelige virus, som dræber hele 90 procent af de smittede kaniner.

- Man kan se dem ude i naturen ligge døde med blod ud af munden. Vi kan miste op til 80 procent af bestanden, siger skovfoged og vildtkonsulent i Naturstyrelsen på Bornholm, John Orbitt.

Virusset er ikke farligt for mennesker og andre dyr, og er indtil nu registreret i blandt andet Sverige og Tyskland.

Hos Dansk Kaninavlerforening tager man meldingen om fundet af sygdommen på Bornholm meget alvorligt.

- Der er en stor fare for, at virusset kan sprede sig til resten af landet. Derfor har vi opfordret alle vores medlemmer til at isolere dyrene og i øvrigt aflyse alle udstillinger, hvor avlere mødes, fortæller formand for Dansk Kaninavlerforening Carsten Philipsen.

En katastrofe for avlere

Indtil videre er der, udover tilfældene hos de vilde kaniner, konstateret VHD hos tre bornholmske kaninavlere. I et af tilfældene har virusset slået 63 ud af 68 kaniner ihjel.

Formand for Bornholms Racekanin Forening Jesper Tranberg frygter, at sygdommen får store konsekvenser.

- Det vil være en katastrofe. Det handler om næsten 20 års avlsarbejde og racer, der kun findes ganske få af i hele europa. Det vil være næsten umuligt at få den tilbage igen, siger han.

Der er tale om en ny muteret type af VHD, som der endnu ikke findes vaccine mod i Danmark, men avlerne har taget kontakt til myndighederne for at få fat på den rette vaccine.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1260729763977545