Om lidt over en uge drager 130 soldater fra Bornholm til Litauen på den tre uger lange øvelse 'White Sword Litauen'.
Og det er langt fra en enestående begivenhed, fortæller næstkommanderende på Opklaringsbataljonen på Almegaards Kaserne, Jonas Vøg Andersen.
- Antallet af øvelser er øget en smule. Der er en enorm signalværdi i, at vi og andre NATO-lande kommer over og øver i Baltikum.
- Formålet er, at vi får træning ud af det. Det andet formål er selvfølgelig, at vi fra NATOs side viser flaget i forhold til den trussel, man føler, der er fra Ruslands side, siger han.
De bornholmske soldater sendes af sted på øvelsen på et tidspunkt, hvor der er planer om at sende 150 soldater til de baltiske lande som et led i en NATO-forstærkning i området.
De planer kalder den russiske ambassadør i Danmark, Mikhail Vanin, for en provokation mod Rusland i en artikel i Politiken.
En reaktion på øget russisk aktivitet
Forsvarsordfører fra Venstre, Peter Juel Jensen, afviser, at den danske tilstedeværelse i de baltiske lande er for at provokere russerne.
- Det er en tillidsskabende handling, så de baltiske lande kan føle sig sikre på, at den forsikring, de har tegnet gennem et NATO-medlemskab gør sig gældende, siger han.
- Det her er en reaktion på, at man fra russisk side har opbygget en stor, offensiv enhed tæt på de baltiske lande, og at man krænker både nordisk og baltisk luftrum, siger Peter Juel Jensen.
Han opfordrer den russiske ambassadør til at sende en note til Putin, hvor han anbefaler at få tillidsforhandlingerne mellem Rusland og NATO i gang igen.