Bornholm kan stå uden dansk færgeforbindelse

Den konservative trafikordfører Mike Legarth føler, at han står alene med krav om en direkte forbindelse.

Der er 17 millioner kroner at spare årligt, hvis den direkte rute mellem Rønne og Køge bliver nedlagt - men det vil give Bornholm en række problemer og betydeligt dyrere fragt for erhvervslivet. (© DR)

Bornholm kan ende med kun at have færgeforbindelse til Sverige og Tyskland og altså ikke en direkte forbindelse til det øvrige Danmark.

I de forhandlinger, som Folketingets partier har taget fat på forud for et nyt færgeudbud af sejladsen til og fra Bornholm, er nedlæggelsen af ruten mellem Rønne og Køge nemlig et af de spørgsmål, der bliver undersøgt.

Både Trafikkontaktrådet med deltagelse fra både Bornholm og Trafikministeriet er indstillet på at undersøge muligheden for det.

Lukning sparer 17 millioner kroner

Hvis ruten, der fortrinsvis bliver benyttet til godstransport, bliver nedlagt, kan rederiet Færgen spare knap 17 millioner korner årligt. Hvis den kun bliver lukket for passagertransport, vil besparelsen være på 5 millioner kroner.

Men det scenarie har fået den konservative trafikordfører Mike Legarth op af stolen:

- Vi skal selvfølgelig have en indenrigsrute mellem Bornholm og det øvrige Danmark. Bornholm skal ikke være afhængig af svenskernes lune eller havnefaciliteter, siger Mike Legarth.

Han har derfor stillet en række spørgsmål til transportminister Magnus Heunicke (S) og Folketingets Trafikudvalg for at få skåret ud i pap hvilke konsekvenser, en nedlæggelse af ruten mellem Rønne og Køge vil få.

Mike Legarth føler dog, at han kæmper ret alene for en ren dansk færgerute til Bornholm.

I klemme uden direkte færge

Udover det rent principielle i at lade vejen til og fra Bornholm gå via et andet land er der også nogle direkte konsekvenser, hvis man kun kan komme via Sverige.

Det største problem er, at nogle passagerer har problemer med at rejse i transit gennem Sverige, blandt andre asylansøgere til de bornholmske Røde Kors-asylcentre, ligesom der kan være problemer med blandt andet både kæle- og husdyr.

Stor ekstraregning til erhvervslivet

Hvis ruten mellem Rønne og Køge bliver lukket og alt gods ligesom alle passagerer skal over Sverige, vil det det i øvrigt betyde en ret stor ekstra regning til erhvervslivet.

Undersøgelser viser, at godstransporten vil koste 31 millioner kroner ekstra årligt til blandt andet broafgifter over Øresundsbroen.

Øens borgmester, Winni Grosbøll (S), er klar til at undersøge alle muligheder for at få billigere færgebilletter, men hun er ikke indstillet på at sende regningen videre til erhvervslivet.