Borgmester: Vi vil gerne tage flere flygtninge

Bornholm har både behov for og plads til flere flygtninge, mener Winni Grosbøll.

Bornholm vil meget gerne have flere flygtninge til øen, fordi det vil være en fordel på mange områder. Det siger borgmester Winni Grosbøll.

Det har fremgået af medierne de seneste dage, at mange andre kommuner rundt om i landet har problemer med at finde egnede boliger til det stigende antal flygtninge, som kommer hertil blandt andet på grund af krigen i Syrien. Flygtningene må for eksempel tage til takke med boliger på campingpladser.

Men Bornholm ville kunne finde gode løsninger for flere flygtninge end øen får i dag, siger Winni Grosbøll (Soc.)

Bornholm har gode erfaringer

- Danmark har generelt et problem med at huse tosprogede - både flygtninge og asylansøgere, men vi har masser af plads. Vi har ikke særlig mange tosprogede i forvejen på øen, så vi har både overskud og ressourcer til at tage dem. Og vi har gode erfaringer på området, siger borgmesteren.

- Dem der kommer bliver integreret og har fået plads på arbejdsmarkedet rundt omkring på øen. Og derfor vil vi gerne byde flere nye indbyggere velkommen til øen, siger hun.

Winni Grosbøll lægger ikke skjul på, at en ø der kæmper med fraflytning og mangel på arbejdspladser kunne have direkte gavn af flere flygtninge.

Det kunne være en fordel

- For eksempel kunne et asylcenter give beskæftigelse til pædagoger og socialrådgivere. Og det ville være godt hvis vi kunne få flere børn i skolerne. Både i modtageklasserne for tosprogede børn og i folkeskolen generelt, siger Winni Grosbøll.

Winni Grosbøll har af flere gange opfordret til at Bornholm får flere flygtninge og Udlændingestyrelsen har også være på besøg her på øen, men hidtil er ønsket om flere flygtninge strandet på, at Udlændingestyrelsen synes, at Bornholm er for langt væk.

Det er nu heller ikke hele kommunalbestyrelsen, der bakker hende op.

Konservative: Det er en dårlig ide

Rene Danielsson der er medlem af kommunalbestyrelsen for de konservative mener, at det vil give Bornholm flere problemer end fordele, hvis øen skal huse flere flygtninge.

Rene Danielsson mener, at Winni Grosbøll ignorerer de problemer, som er forbundet med et øget antal flygtninge:

- At åbne øen for traumatiserede familier, som har oplevet krigen i Syrien vil simpelthen lægge et øget pres på alle offentlige instanser, som vi ikke ville kunne løse, som det ser ud i dag, siger han.