I Klemensker på Bornholm ligger der en høj stak med brænde, der er samlet sammen til det helt store sankthansbål, og der kommer den desværre til at blive liggende.
Som det første sted i landet kommer der et afbrændingsforbud fra lørdag den 10. juni klokken 8. Det oplyser Bornholms Brandvæsen i en pressemeddelelse.
Og det går blandt andet ud over øens sankthansfester, som flere borgerforeninger i flere måneder har gjort klar til.
- Der er samlet brænde og planlagt fakkeloptog til bålet med heks og det hele. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, men der er fuld forståelse. Det er jo knastørt her på Bornholm og særligt her i Klemensker, siger Philip Kjøller, formand i Klemensker Land- og Byforening.
Derfor skal borgerforeninger på hele Bornholm nu finde alternative måder at fejre sankthansaften på.
- I første omgang havde vi tænkt, at vi skulle aflyse vores arrangement, men vi laver et arrangement, hvor vi kan mødes og hygge os uden bål. I bedste fald, kan vi sætte grill op på nogle fliser og lave fællesspisning. Båltalen kan vi selvfølgelig også godt holde, siger Philip Kjøller.
Ingen krudt på Bornholms Middelaldercenter
På Bornholms Middelaldercenter får afbrændingsforbuddet også ærgerlige konsekvenser, fortæller direktør Jane Lindedam.
- I første omgang går det ud over vores daglige program, hvor vi har kanonaffyringer med sortkrudtskanonen. Det skal lige gentænkes, hvordan det kan gøres forsvarligt og lovligt, siger hun.
Det er dog ikke helt det samme.
- Det giver bare en bedre oplevelse, når man både kan dufte krudtslam og nærmest mærke trykbølgerne fra affyringen, og det får man jo ikke med. Så kan vi fylde noget andet på, der kan være lige så spændende, men der mangler det sanselige element, siger Jane Lindedam.
Afbrændingsforbuddet gælder foreløbigt til og med søndag d. 25. juni, og Bornholms Middelaldercenter håber særligt, at forbuddet er hævet i uge 29, hvor de har et stort middelaldertræf.
- Bål er den primære måde at få varm mad på, så selvfølgelig spiller det en stor rolle, når man har 300 aktører liggende i en teltlejr. De kan stadig formidle madlavning ved at hakke og snitte, men pladsen vil ikke dufte af madlavning, siger direktøren for Bornholms Middelaldercenter.
Folkemødet bliver også påvirket
Om lidt er tusindvis af gæster samlet i Allinge, når Folkemødet begynder i næste uge, og her må de også tilpasse sig det meget tørre vejr.
For eksempel kommer der retningslinjer omkring rygning, siger Pelle Nybirk, der er souschef for Folkemødet.
- Der vil være større områder - for eksempel Cirkuspladsen - hvor man ikke må ryge. Og så kommer vi til at tage nogle sikkerhedsforanstaltninger, når der skal laves mad i vores madboder rundt omkring, hvor vi måske skal lægge nogle plader under.
Men den vigtigste opgave for arrangørerne af Folkemødet, bliver at få informeret de mange gæster om risikoen, fortæller Pelle Nybirk.
- Vi skal have fortalt de mange tusinde gæster om afbrændingsforbuddet nu, og samtidig bede dem om at ryge på bestemte områder, og så skal de også være opmærksomme på de andre gæster, så vi i sidste ende passer på Allinge og Bornholm.
Folkemødets souschef føler sig samtidig tryg ved situationen. Sidste gang, han oplevede noget lignende, var tilbage i sommeren 2018, hvor Folkemødet blev afviklet stille og roligt på trods af tørke og afbrændingsforbud, fortæller han.