Akutte mails om børnesager landede i 'død indbakke': Nu skal skandaleramt kommune forklare sig

Socialministeriet vil have Nyborg Kommune til at redegøre for, hvordan 277 henvendelser fra borgere kunne samle støv i mere end tre måneder, fordi mailboks ikke blev tjekket.

Embedsværket på rådhuset i Nyborg skal svare på flere spørgsmål fra Socialministeriet i forbindelse med den socialskandale, som har ramt kommunen. Ministeriet kræver bl.a. en forklaring på, hvorfor en 277 underretninger - om f.eks akutte børnesager - havnede i en "død mailboks". (Foto: © Tim Kildeborg Jensen, Ritzau Scanpix)

Skandaleramte Nyborg Kommune bliver nu bedt om at forklare sig over for Socialministeriet i forbindelse med sagen om flere hundrede underretninger, som ved en fejl blev glemt i en "død" mailboks i tre en halv måned.

Det viser et nyt brev fra Socialministeriet til Nyborg Kommune, som DR har fået aktindsigt i.

Fra 2. oktober 2023 til til 18. januar 2024 havnede 277 henvendelser fra borgere, herunder underretninger, i en postkasse, der burde have været nedlagt og derfor ikke var blevet tømt.

Omkring 100 af henvendelserne var børnesager, og ifølge loven skal akutte børneunderretninger håndteres inden for 24 timer.

Da databruddet kom frem, beklagede Nyborg Kommune og lovede samtidig, at en lignende fejl ikke vil ske igen.

Men alligevel beder Socialministeriet nu Nyborg Kommune om at "redegøre for håndteringen af de ikke-læste mails, og hvordan kommunen vil undgå lignende situationer fremover", som det udtrykkes i brevet.

Nyborg Kommunes kommunaldirektør, Tim Jeppesen, siger til DR, at han ikke kan kommentere konkret på sagen, før kommunen har haft mulighed for at forklare sig over for Socialministeriet.

- Vi går nu i gang med at svare på ministeriets henvendelse, siger han.

Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) skriver mandag i et svar til folketingets socialudvalg, at sagen fra Nyborg er "problematisk" og at "den slags fejl selvfølgelig ikke må ske".

Krav om 'yderligere oplysninger'

Og mail-sagen er ikke den eneste, som Socialministeriet kræver svar på fra Nyborg Kommune.

I brevet til Nyborg Kommune beder ministeriet nemlig om "yderligere oplysninger" i forbindelse med en redegørelse, som kommunen i februar afleverede til ministeriet.

Omdrejningspunktet for redegørelsen er en række skandalesager på socialområdet.

I december 2023 afslørede en rapport lovbrud i flere hundrede børnesager. Rapporten pegede samtidig på "manglende faglighed" i sagsbehandlingen og en "forråelse" blandt en gruppe medarbejdere i socialafdelingen.

Men redegørelsen har efterladt Socialministeriet med ubesvarede spørgsmål, for i sit nye og tre sider lange brev til Nyborg Kommune beder ministeriet blandt andet om "helt konkret" dokumentation for, hvilke tiltag kommunen vil gennemføre "for at overholde gældende regler".

Samtidig skal Nyborg Kommune redegøre for, hvordan der "specifikt" er blevet fulgt op på gentagne advarsler fra kommunens borgerrådgiver.

Socialministeriet henviser blandt andet til et møde, som blev holdt i oktober 2021, hvor borgerrådgiveren gik direkte til borgmester Kenneth Muhs (V) og orienterede om "mangelfuld sagsbehandling" og "tilsidesættelse af borgernes retssikkerhed".

Det konkrete møde er ikke nævnt i Nyborg Kommunes redegørelse, men nu beder ministeriet kommunen om at "forholde sig til det", som det udtrykkes.

Endelig skal Nyborg Kommune forklare, hvorfor kommunen i sin redegørelse skriver, at der ikke er gennemført besparelser på det specialiserede socialområde, selv om kommunens budget for 2024 indeholder besparelser på godt fire en halv millioner kroner på området.

S-byrådsgruppe kontaktede ministerium

Byrådsmedlem Sonja Marie Jensen (S) mener, at de nye spørgsmål fra Socialministeriet er udtryk for, at Nyborg Kommune ikke har gjort sit arbejde godt nok i første omgang.

- Hvis den første redegørelse havde været fyldestgørende, så havde der jo ikke været behov for opfølgende spørgsmål. Det hæfter jeg mig ved, siger hun.

Socialdemokratiets byrådsgruppe var selv meget kritisk over for redegørelsen, og derfor sendte gruppen - seks dage efter at redegørelsen blev afleveret til Socialministeriet - en bekymrings-mail til Socialministeriet.

I mailen, som DR også har fået aktindsigt i, skriver byrådsgruppen, at redegørelsen er "mangelfuld" og at "problemerne på socialområde er langt mere komplekse, end hvad der fremgår af redegørelsen".

Og nu glæder Sonja Marie Jensen sig over, at Socialministeriet tager problemerne i Nyborg Kommune alvorligt.

- Det er rart, at der er en voksen, som går ind og tager sig af det her nu. Og spørger specifikt: Hvad har Nyborg Kommune helt konkret gjort for at handle på de her ting?

Kommunaldirektør: Spørgsmål var meget brede

Kommunaldirektør Tim Jeppesen anerkender, at Socialministeriet tilsyneladende ikke har følt sig fuldt oplyst af Nyborg Kommunes første redegørelse.

- De skriver ikke, at vi ikke har gjort det godt nok. Jeg synes, de spørgsmål, de har stillet os i første omgang, var meget brede, og dem har vi givet et bud på at besvare. Det er fint, at de nu beder os komme rundt om flere ting, og det gør vi selvfølgelig.

Men oprindeligt skrev ministeriet: "Hvordan har Nyborg Kommune specifikt fulgt op på orienteringer fra kommunens borgerrådgiver?" I det nye brev får I stillet nærmest ordret det samme spørgsmål, fordi I ikke har svaret specifikt. Hvorfor har I ikke svaret specifikt?

- Nu skal vi svare på ministeriets spørgsmål. Så jeg vil ikke svare på det spørgsmål, før vi har svaret ministeriet.

Men er det simpelthen, fordi I ikke kunne svare mere specifikt - altså fordi I ikke har gjort så meget for at følge op på borgerrådgiverens advarsler?

- Nej, det mener jeg ikke. Men jeg vil som sagt gerne vente med at svare på de spørgsmål, til vi har forholdt os til ministeriets spørgsmål, siger Tim Jeppesen.