Finansminister tager imod 3.852 siders 'lidt sjovere' finanslovsforslag

I morgen præsenterer regeringen sit forslag til finansloven for næste år. I dag ankom den fysisk til Finansministeriet.

Foran Finansministeriet udspiller der sig stort set hver år den samme seance sidst på sommeren.

En lastvogn triller ind på pladsen, og ud fra ministeriet hopper finansministeren for at tage imod en masse trykte eksemplarer af regeringens forslag til finansloven - klar til at hjælpe til med at læsse de tunge bøger ind i ministeriet foran kameraerne.

Netop den seance fandt sted her til eftermiddag lige omkring klokken 17, hvor finansminister Nicolai Wammen (S) bar finanslovsforslaget på vist nok 3.852 sider ind gennem et vindue i ministeriet.

Ifølge ham er det - måske ikke så overraskende - en "rigtig god finanslov", regeringen lægger op til.

- Det går heldigvis rigtig fornuftigt med dansk økonomi, og inflationen er på vej ned. Så vi står et godt sted. Men der er også mange vigtige opgaver, vi skal løse. Det kan den her finanslov være med til, lød det.

Nicolai Wammen bærer finanslovsforslaget ind gennem et vindue i Finansministeriet. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Han har efterhånden stået bag en del finanslove som finansminister og har ofte kaldt sine finanslove for "kedelige". Helt så kedelig er den dog ikke denne gang, vurderede han.

- Sjov er nok at gå lidt langt. Men den er sjovere i den forstand, at de seneste finanslove har handlet meget om at banke inflationen ned. Den går heldigvis med stor fart i den rigtige retning.

- Det gør heldigvis, at vi nu kan lave en lidt mere traditionel finanslov, hvor vi stadig er enormt økonomisk ansvarlige, men hvor vi samtidig kan investere mere i det grønne, i vores velfærdssamfund og i tryghed.

Den bliver endnu sjovere af, at man i regeringen har fundet ud af, at der er flere penge at gøre godt med end forventet.

Allerede i foråret fandt man ud af, at det såkaldte økonomiske råderum frem mod 2030 var 16 milliarder kroner større end forventet.

Og nu har det vist sig, at der er endnu mere at komme efter. Hvor meget ville Nicolai Wammen dog ikke afsløre, inden præsentationen af forslaget i morgen.

- Det gør, at vi på fuld økonomisk forsvarlig vis kan investere noget mere. Blandt andet har vi sagt, at vi gerne vil give flere penge til kommuner og regioner, der har nogle svære budgetlægninger. Det bliver der plads til med den her finanslov.

Lunser og forhandlinger

SVM-regeringen har jo egentlig flertal alene og behøver derfor ikke blive enig med andre partier for at gennemføre en finanslov.

Det er dog alligevel planen at gå i gang med forhandlinger med alle partierne i Folketinget.

- Jeg håber, alle Folketingets partier vil komme til møder her i Finansministeriet og sige, at de gerne vil være med til at tage ansvar. Det er de velkomne til.

- Så må vi høre, hvad de har af ønsker. Ikke bare til, hvordan man kan bruge pengene, men også hvis de har idéer til, hvordan man kan skaffe dem. Så er de ekstra velkomne, grinede finansministeren.

Regeringen har allerede fortalt om en del af indholdet i finansloven over de seneste dage i forskellige medier. Såkaldte "lunser", hvor nyheder om nye penge til forskellige initiativer spredes ud over en periode i forskellige medier.

Til gengæld har regeringen ikke fortalt meget om, hvor der eventuelt bliver taget penge fra. Det løftede Wammen en smule af sløret for i dag.

- Vi ser også på statens udgifter til administration, og det er et af de steder, hvor vi finder flere penge end sidst.

Regeringen har indkaldt til pressemøde med præsentation af forslaget til en ny finanslov i morgen klokken 12.30.